Kendte 31. august 2021

Michael Falch indrømmer: Kastede kniv i øjet på en dreng

Barndomstraumerne skyller frem i "Sommertogtet", hvor Mads Langer, Michael Falch og Oh land sejler rundt og optræder.
Foto: Per Arnesen / Metronome

- Jeg har faktisk en bekendelse, siger Mads Langer, 37, i nyeste afsnit af ”Sommertogtet” på DRTV.

Det bliver begyndelsen på afsløringen af en række barndomstraumer for de tre deltagende musikere på ugens sejltur, Mads Langer, Michael Falch og Oh Land.

- I børnehaven var et klatrestativ. Jeg klatrede op med min bedste ven, Michael, og vi sad deroppe. Jeg har været tre og et halvt eller fire år. Jeg synes, det kunne være så spændende at se, hvordan det så ud, hvis han faldt ned, fortæller Mads Langer og fortsætter:

Foto: Per Arnesen / Metronome

Mads Langer både optræder og deler barndomsminder i "Sommertogtet". Foto: Per Arnesen / Metronome

- Så jeg, hold nu fast, det er så frygteligt, frygteligt flovt, det er derfor, jeg siger det på tv: Jeg skubbede ham ned.

Men det bliver værre endnu:

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Han brækkede kravebenet. Og han kom aldrig tilbage til børnehaven, fortæller sanger og sangskriveren, der har haft dårlig samvittighed de sidste 33 år.

- Jeg har aldrig fået sagt undskyld. Jeg har døjet med det hele livet. Så Michael: Jeg vil gerne sige undskyld. Jeg har været så ked af det hele mit liv.

Lige som Mads Langer har lettet hjertet, byder Michael Falch, 64, ind med en blodigere historie:

- Da jeg var fem år, kastede jeg en kniv i øjet på en dreng fra Brabrand. Ved et uheld, siger Michael Falch, mens de andre deltagere chokeret råber ”nej!”

- Jeg havde fået en lille dolk. Vi stod og kastede på en papkasse, som vi havde lavet at mål på. Så ramte kniven kanten, så den røg tilbage og ind i øjet på min kammerat.

Foto: Per Arnesen / Metronome

Mads Langer og Michael Falch bor tæt med de andre på skonnerten. Og måske derfor får de lyst til at lette hjertet. Foto: Per Arnesen / Metronome

- Han måtte ikke lege med mig mere. Han gik rundt med en klap for øjet. Jeg håber, det øje er kommet sig på en eller anden måde, seriøst, slutter Michael Falch, mens hyggelig klokkespilsmusik spiller i baggrunden, som om tv-produktionen har forsøgt at opbløde de blodige barndomstraumer.

Dén kan Oh Land, 36, ikke toppe, men hun har da også en historie fra sin opvækst, hun kan byde ind med.

- Det værste, jeg kan huske, jeg har gjort som barn, det var, at jeg sendte en hundelort med posten. Det var, fordi jeg ikke måtte lege, fortæller Oh Land, der ikke kan være helt med på mændenes voldelige historier.

Foto: Per Arnesen / Metronome

En hundelort med posten blev hævnen til en veninde, der ikke ville lege med Nanna Øland Fabricius. Foto: Per Arnesen/Metronome

Det, hun har gjort, er ikke desto mindre chikane.

- Hun havde bestemt, at kun hvis man havde en kanariefugl, måtte man lege. Så jeg tog en hundelort og puttede den i en konvolut. Jeg havde bare glemt, at ... min far var organist i Mosede Kirke, og på konvolutten stod der ”Mosede Kirke”.

- Så de har fået en hundelort med posten fra Mosede Kirke, griner sangerinden, der ikke vender tilbage som ”X Factor”-dommer.

- Det var ret let at gennemskue, hvem der havde sendt den.

Sponsoreret indhold