Kendte26. november 2020

Mads Skjerns villa til salg

Nu kan du komme til at bo i Matador-familiens fantastiske hjem - hvis du har penge nok.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-302041-1_0.jpg
 Foto: ALLER MEDIA

Nu kan du købe en væsentlig del af Matador-universet.

Mads Skjerns villa er nemlig blevet sat til salg.

Ejendomsmægler Lützau har sat prisen for det 440 kvm. store palæ i Holte til 59,5 mio. kr. og dermed drøner det ind på listen over de dyreste boliger, der er til salg netop nu.

Men der mangler heller ikke noget.

For det første har villaen været kulisse i Danmarkshistoriens mest populære tv-serie. I Matador købte Mads Skjern, spillet af nu afdøde Jørgen Buckhøj, palæet uden at spørge sin hustru Ingeborg til råds.

For det andet er det en vanvittig velholdt ejendom, hvor der overalt er kælet for detaljerne.

Villaen ligger på en enorm grund med direkte adgang til Furesøen. Der er plads til flere måneders forbrug af vin i den 199 kvm. store kælder. Selvfølgelig hører der også en privat tennisbane til ejendommen.

De nuværende ejere, Øvlisen-dynastiet, hvis patriark Mads Øvlisen blandt andet stod i spidsen for Novo Nordisk, har haft huset i ni år og familien har tidligere forsøgt at sælge det for 52,5 mio. kr. Det lykkedes ikke - alligevel har prisen nu fået et nøk opad.

Ud over Matador har ejendommen også været kulisse for nøgenfilm som "I tvillingernes tegn" samt Lars von Triers "Idioterne".

Se Matador-villaen her.

Sponsoreret indhold