Kendte8. september 2017

Maddie McCann: Nyt håb for forsvundne Maddies forældre

Politiet får flere penge til at lede efter Maddie McCann
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/maddie-mccann.jpg
 Foto: All Over
Det er ti år siden, at den dengang treårige britiske pige, Maddie McCann, forsvandt fra sine forældres ferielejlighed i Portugal, mens forældrene opholdt sig på en restaurant i nærheden. Og siden den aften i maj 2007, har hendes forældre, Kate og Gerry McCann, utrætteligt ledt efter deres savnede datter og har aldrig opgivet håbet om at se hende i live igen. Portugisisk og britisk politi har af flere omgange efterforsket sagen, som er blevet hypet af kendisser som David Beckham. Og sideløbende med politiets efterforskning har Maddies forældre selv kørt deres egen undersøgelse af deres datters tragiske forsvinden fra lejligheden i Praia da Luz i Portugal, hvor hun var på ferie med sine forældre og tvillingebrødre . De sidste 10 år er der blevet brugt et beløb svarende til 150 millioner danske kroner på at opklare sagen – men uden nogensinde at finde et afgørende spor i sagen. Senest har Scotland Yard brugt 700.000 kroner på at lede efter Maddie, der hvis hun stadig er i live, fyldte 14 år den 12. maj i år. I april skrev Kate McCann på Facebook, at de aldrig kommer til at opgive håbet om igen at se deres datter. - Vi kæmper videre og forsøger at gøre så meget vi kan og giver ikke op, skrev Kate McCann.
https://imgix.seoghoer.dk/kate-gerry.jpg

Kate og Gerry McCann har aldrig opgivet håbet om at finde deres datter i live. (Foto: All Over Press)

Kate og Gerry McCann er trods Maddies forsvinden fortsat med at købe fødselsdagsgaver til hende hvert eneste år. Og selv om Scotland Yards efterforskning ikke bragte afgørende nyt i sagen om Maddie, bliver sagen ikke henlagt. Britisk politi har netop søgt om yderligere penge til at forfølge sagen, og det er ventet, at pengene bliver bevilget, skriver Daily Mirror. Den kommende efterforskning giver forældrene nyt håb om, at der kan komme nyt frem i sagen om deres savnede datter. Det er normalt kun drabssager, der aldrig forældes, og Kate og Gerry McCann har frygtet, at politiet på et tidspunkt vil stoppe med at lede efter maddie. – Kate og Gerry er meget taknemlige over, at politiet har søgt om flere midler til eftersøgningen, siger familiens talsperson Clarence Mitchell til Daily Mirror. Der har været masser af teorier om Maddies forsvinden gennem årene. Så sent som i marts 2017 sagde den portugisiske kriminolog Moita Flores, at han var sikker på, at Maddie døde i sine forældres lejlighed Praia da Luz i 2007.
https://imgix.seoghoer.dk/maddie2.jpg

Det sidste billede af Maddie McCann. (Foto: All Over Press)

Der har også været teorier fremme om, at Maddie forsvandt ved en bestilt kidnapning. Da vinduerne i lejligheden, hvor Maddie lå og sov, mens forældrene var på en nærliggende restaurant, kunne åbnes indefra, har der også været lanceret teorier om, at hun er vågnet og er kravlet ud af vinduet og derefter er forsvundet. Kate og Gerry McCann har også været under mistanke for at have forgiftet deres datter med en overdosis sovepiller, men de er siden blevet frikendt for denne mistanke. En tidligere britisk soldat med flere pædofildomme fra 1970'erne og 1980'erne har også været under mistanke. Han boede i Portugal på tidspunktet for Maddies forsvinden og udtalte flere kryptiske kommentarer i forbindelse med den treårige piges forsvinden. Han havde dog et alibi for sin færden på forsvindingstidspunktet og døde i 2009.

Maddie McCann: Det skete der, da hun forsvandt

Herunder gengiver SE og HØR de skæbnesvangre døgn omkring Maddies forsvinden: 3. maj 2007 er det britiske forældrepar Kate og Gerry McCann i gang med deres sjette feriedag på Ocean Club Resort i Praia da Luz-området i Portugal. Dagen har de tilbragt sammen med deres tre børn: 3-årige Madeleine 'Maddie' og de to mindre tvillinger Sean og Amelie. De har blandt andet hygget ved poolen og spist frokost i deres ferielejlighed 5A. Om aftenen bliver de tre børn puttet i samme værelse, og omkring kl. 20:30 forlader Kate og Gerry ferielejligheden for at spise tapas og drikke lidt vin sammen med deres venner. Vennerne skiftes til at se til børnene, og omkring kl. 22:00 vælger Kate at gå de omkring 50 meter til ferielejligheden for at kigge til Madeleine, Sean og Amelie. Til sin gru opdager Kate, at Maddie er forsvundet. Sean og Amelie ligger stadig og sover trygt i deres senge. Men Maddie er væk. Kate ser også, at vinduet ind til børnenes værelse, der ligger i stueetagen, står åbent. Kate slår straks alarm - både til vennerne og politiet. En halv time senere er det lokale politi på stedet, og kort tid efter ankommer også detektiver fra Policia Judiciaria (kriminalpolitiet, red.). Værelserne bliver endevendt, og området omkring Ocean Club Resortet finkæmmet, men uden spor af den lyshårede pige. Også hunde deltager i eftersøgningen den første nat. Dagen efter fortsætter efterforskningen, men både familien og de britiske medier kritiserer politiet for ikke at tage sagen alvorligt nok. Kritikken går blandt andet på, at politiet laver flere uoprettelige fejl, idet de ikke sikrer lejligheden mod ubudne gæster. Derfor går omkring 20 personer ud og ind af lejligheden alene det første døgn og 'forurener' de potentielle spor, som kunne have været efterladt af en potentiel kidnapper. Det portugisiske politi understreger gentagne gange, at de tager sagen dybt alvorligt - og dagen efter udsender de en fantomtegning af en mistænkt. Politiet mener, at Madeleine stadig er i live, og at hun bliver holdt fanget inden for en radius af 4,5 km fra ferie-resortet. Fantomtegningen er dog nærmest ubrugelig. Den forestiller kun en mandenakke.

Kate og Gerry McCann fortsætter selv med efterforskningen og fastlår, at de agter at blive i Portugal, indtil Madeleine bliver fundet. To dage efter hendes forsvinden - 5. maj - udsender moderen en rørende appel til Madeleines kidnapper: Aflevér hende tilbage, bønfalder hun.

Med de nye penge til yderligere efterforskning af den spektakulære sag, der har grebet hele verden, kan Kate og Gerry McCann stadig håbe på, at der dukker afgørende nyt op om deres datters skæbne.

Galleri: Madeleine McCann

Madeleine 'Maddie' McCann

Sponsoreret indhold