Kendte2. juni 2022

Louise Kjølsen: – Den her sag har 100 procent skadet MeToo-bevægelsen

Selv om Johnny Depp og Amber Heard-sagen ikke skal sammenlignes med MeToo, så vil den få konsekvenser for debatten, mener Louise Kjølsen
Louise Kjølsen
Louise Kjølsen er en aktiv debattør og feminist.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Retssagen mellem Johnny Depp og Amber Heard er på manges læber lige nu, efter det onsdag aften blev afgjort, at Amber Heard har udsat sin eksmand for ærekrænkelser.

Afgørelsen på en af de mest omtalte retssager i nyere tid kommer, mens MeToo-debatten stadig er aktuel.

Det var også i kølvandet på netop MeToo-debatten, at Amber Heard skrev sin famøse klumme i The Washington Post i 2018 om at være blevet udsat for partnervold.

Louise Kjølsen, også kendt som Twerk Queen, er en aktiv deltager i netop MeToo-debatten. Hun mener, at sagen mellem Johnny Depp og Amber Heard får betydning for MeToo.

– Den her sag har 100 procent skadet MeToo-bevægelsen. Jeg ser folk være bekymret for, om sagen betyder, at MeToo-ofre ikke kan gå ud og fortælle deres historie, uden at det får juridiske konsekvenser, fortæller Louise Kjølsen til SE og HØR.

LÆS OGSÅ: Andre kendte mener, at sagen får konsekvenser for MeToo

To person i et dysfunktionelt forhold

Gennem seks uger har man kunnet følge retssagen på YouTube, hvor der er kommet chokerende beskyldninger frem i retten. Blandt andet at Johnny Depp har haft et massivt misbrug af stoffer og alkohol, samt at de to Hollywoodstjerner har levet i et turbulent forhold med hinanden, hvor også Amber Heard, ifølge sin tidligere assistent, har været misbruger.

Derfor er Louise Kjølsen også af den overbevisning, at retssagen skal ses som et enkeltstående tilfælde.

– Jeg synes, det er svært at tale om den her sag som en MeToo-sag, for den handler også om to stofmisbrugere i et tydeligt dysfunktionelt forhold, hvorfor den ikke bør bruges som målestok i andre MeToo-sager, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet …

Amber Heard og Johnny Depp, mens alt stadig var fryd og gammen.
Amber Heard og Johnny Depp, mens alt stadig var fryd og gammen.
 Foto: MEGA

Men trods det frygter den aktive debattør, hvad sagen vil få af betydning fremover.

– Hvis sagen bliver brugt som præcedens for fremtidige sager, hvor man fortæller sin egen historie uden at nævne navne, så er det problematisk, fordi så vil folk afholde sig fra at udtale sig om rent faktiske overgreb, de er blevet udsat for.

Mistet roller

I den klumme Amber Heard skrev tilbage i 2018, nævner hun ikke Johnny Depps navn, men ifølge “Pirates of the Caribben”-stjernen var det tydeligt, at klummen handlede om ham.

Derfor hev han sin ekskone i retten for at få renset sit navn, da han mente, at klummen har haft store konsekvenser for hans skuespillerkarriere.

Indtil videre er det gået udover hans rolle i “Fantastiske Skabninger”-filmene og som Jack Sparrow i “Pirates of the Caribbean”.

Louise Kjølsen erkender, at det er et problem, at Amber Heard ifølge retsafgørelsen har løjet om, hvad Johnny Depp har udsat hende for.

– Hvis mennesker lyver om, at der er begået overgreb mod den, uden det er sket, så er de nogle røvhuller, som gør det på bekostning af de rent faktiske ofre.

Johnny Depp har slået Amber Heard

Selv om Johnny Depp nu har fået rettens ord for, at Amber Heards klumme har været ærekrænkende, så minder Louise Kjølsen om, at skuespilleren i 2020 tabte en sag til den engelske avis The Sun, der kaldte ham en “wifebeater”.

Her blev Jonny Depp dømt for at udvise voldelig adfærd overfor Amber Heard ved 12 ud af 14 hændelser.

I løbet af den retssag kom det også frem, at volden havde været gensidig.

I den netop overståede sag står Amber Heard til at betale 15 millioner dollars til Johnny Depp.

Sponsoreret indhold