Kendte15. marts 2019

Lori Loughlin fyret efter kæmpe svindelsag

Skuespilleren Lori Loughlin er blevet arbejdsløs, efter det kom frem, at hun er indblandet i en større svindelsag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega379650_014.jpg
 Foto: MEGA

Skuespilleren Lori Loughlin, der mest er kendt for sin rolle i TV-serien "Hænderne Fulde", hvor hun spillede Becky, er blevet arbejdsløs.

Hun er nemlig blevet fyret fra flere TV-serier, som hun arbejdede på, inden hun blev sigtet i den omfattende svindelsag, der lige nu ryster USA.

- Vi er triste over nyhederne om svindlen med universitetsoptag. Vi samarbejder ikke længere med Lori Loughlin, og har stoppet udvikling på alle produktioner hos Crown Media Family Network, der involverer Lori Loughlin. Dette inkluderer "Garage Sales Mysteries", der er en tredjeparts produktion, skriver TV-kanalen Hallmark i en pressemeddelelse.

Lori Loughlin skal altså til at finde sig et andet job, efter hun angiveligt betalte mere end 500.000 dollars for at hendes to døtre kunne komme ind på nogle af de mest prestigefyldte universiteter i USA.

Skuespilleren har siden 2014 spillet rollen som Abigail Stanton i TV-serien "When calls the heart", der også blev vist på Hallmark Channel. Det afsnit, der skulle være vist på amerikansk TV på søndag, er blevet taget af programmet.

- Vi er lige nu ved at undersøge alle vores muligheder i forhold til serien "When calls the heart", fortæller Hallmark i pressemeddelelsen.

Heller ikke Netflix ønsker, at Lori Loughlin skal vende tilbage til "Fuller House". Det skriver Deadline.

"Fuller House" går snart i gang med sin allersidste sæson, der bliver sendt på streamingtjenesten til efteråret.

Lori Loughlin er ikke den eneste Hollywood-stjerne, der er involveret i den store svindelsag. Også skuespilleren Felicity Huffman er indblandet i sagen, efter hun har betalt penge under bordet for at hendes datter kunne komme på universitetet.

I svindelsagen er de involverede sigtet for have svindlet med ansøgningsskemaer til prestigefulde universiteter som Georgetown, UCLA, USC, Stanford, University of San Diego, University of Texas at Austin, Wake Forest og Yale.

Ifølge retsdokumenter, som E!Online har fået adgang til, har Felicity Huffman og hendes skuespillergemal William H. Macy betalt omkring 15.000 dollars, for at deres datter kunne komme ind på et af de førnævnte universiteter.

Mens Lori Loughlin var på arbejde i Canada, da skandalen begyndte at rulle, fik Felicity Huffman en lidt mere hårdhændet behandling af FBI.

Klokken 6.00 om morgenen tirsdag morgen dukkede syv betjente fra FBI nemlig op ved Felicity Huffmans hjem i Los Angeles.

Alle syv betjente havde trukket deres våben, mens der ved hjælp af en megafon blev kaldt på Felicity Huffman, der skulle komme ud og overgive sig selv.

Både Felicity Huffman, gemalen William H. Macy og deres to døtre lå og sov i huset, da FBI valgte at storme ind i haven.

Lori Loughlin slap altså for at blive vækket af FBI, men blev i stedet bedt om at vende tilbage til USA, hvor hun skulle overgive sig selv til myndighederne.

Efter hendes hjemvenden til USA onsdag, er hendes pas blevet konfiskeret, og hun må først forlade landet igen, når sagen har været for retten.

Sponsoreret indhold