
Laust Sonne fortæller alt om sine affærer: - Kvinden endte på mit værelse

LÆS OGSÅ: Kokain og alkohol ødelagde deres liv
Det var ikke kun kokain og vodka, der truede med at ødelægge Laust Sonnes liv.
I den nye bog "Laust og Maria", som udkommer i dag, fortæller han nemlig indgående om sit utroskab over for hustruen, skuespilleren Maria Erwolter.
Allerede i 2015 havde Maria Erwolter fået nok, kan man læse i bogen. Hun forlod Laust efter år med misbrug og løgne, men for Laust kom det som et chok.
"Jeg havde svært ved at finde ro," skriver han og fortæller, hvordan det under en turné i Asien gik helt galt. Først kom alkoholen tilbage, derefter kvinderne.
"Det ene glas blev startskuddet til en uges heftig druk… I elevatoren på vej ned kyssede vi," afslører Laust om mødet med en dansk kvinde i Hongkong, som han endte i seng med.
Dagen efter følte han ingenting.
"Mit emotionelle kompas var fuldstændig ude af funktion."

Og det stoppede ikke der. I Singapore gentog det hele sig.
Også her havnede han i sengen med en kvinde – og bortforklaringen kørte på autopilot: Maria var jo gået, så teknisk set havde han ikke gjort noget forkert.
"Det ville jeg ikke tænke på lige der… Kvinden endte på mit værelse."
Men virkeligheden ramte. Hårdt.
På hjemrejsen lå han søvnløs og var overvældet af både skam og tømmermænd. Alt det, han havde forsøgt at bygge op efter Marias afvisning af ham, var styrtet i grus.
"Turen var endt lige præcis der, hvor jeg havde svoret, at den ikke skulle ende."
Og hemmeligheder har det som bekendt med at slippe ud. Og det gjorde de.

Under en biltur hjem fra en koncert i Odense blev Laust senere konfronteret af en bekendt, som truede med at afsløre alt. Maria, som sad bag rattet, fik en fornemmelse af, at noget var alvorligt galt:
"Hvad er det for nogle hemmeligheder?" spurgte hun.
Og så begyndte tilståelserne at vælte ud. Kvinder i Asien. I Finland. En merchandise-pige, Maria kendte personligt.
"Jeg tror, jeg hader dig," svarede Maria stille, efter at sandheden endelig kom frem.
Det var dråben. Fra den dag begyndte hun at efterlade sin vielsesring på håndvasken.
Heldigvis er parret i dag et meget bedre sted i deres forhold, hvor både misbrug af stoffer og alkohol er fortid. Det samme er utroskaben.
