Kendte18. august 2023

Lasse Skriver om kærligheden: – Der er fristelser

Pigerne stod forrest, da Lasse Skriver skulle på scenen under Wonderfestiwall, men sangerens fokus er et helt andet sted
Lasse Skriver
Lasse Skriver har travlt med at få sat skub i musikkarrieren, så der er ikke meget fokus på at finde den store kærlighed.
 Foto: Lars H. Laursen

​​​​​​Den tidligere "X Factor"-deltager Lasse Skriver har haft travlt med koncerter denne sommer – også for travlt til at en sød pige kan få hans opmærksomhed.

– Jeg er single, og det nyder jeg. Og det tror jeg også er bare lige sådan, det skal være lige nu, siger Lasse Skriver til SE og HØR efter hans koncert på Wonderfestiwall fredag.

Det var ellers de unge piger, der stod klar foran Opalen, som er festivalens næststørste scene, og som 19-årig må det være svært ikke at bemærke den ekstra opmærksomhed fra det modsatte køn.

– Der er selvfølgelig mange søde piger, og der er fristelser her og der, men jeg er 19 år gammel, og nu tror jeg, at jeg vil satse på musikken, lyder det fra den tidligere tømrerlærling.

Lasse skriver på Wonderfestiwall
Da Lasse Skriver var et smut ude på pladsen stod særligt de unge piger i kø for at få et billede med "Like It"-sangeren.
 Foto: Lars H. Laursen

Lasse Skriver har været single siden sommeren 2022, hvor han gik fra kæresten. Det fortalte han dengang i en story på Instagram.

– Der er ingen sure miner mellem os, og vi fortsætter som rigtig gode venner, understregede han.

Og i dag er Lasse Skriver glad for livet som single.

– Nu er jeg lige kommet ud af et forhold efter næsten tre år, og det har været rigtig dejligt at have en kæreste, men der er bare nogle hensyn, der skal tages til ens kæreste, forklarer han med et lille smil.

– Ikke at det skal være sådan, men det kan sætte en stopper for noget, og det har jeg ikke lyst til. Jeg har bare lyst til at lave musik og hygge mig og ikke altid skulle fortælle et præcis tidspunkt man er hjemme på, og alle de der ting, griner han.

Lasse skriver på Wonderfestiwall
Der er ingen tvivl om, at særligt pigerne var glade for, at den tidligere "X Factor"-deltager var på scenen på Wonderfestiwall.
 Foto: Lars H. Laursen

Den tidligere "X Factor"-favorit flyttede i marts måned sidste år til København – en beslutning han ikke har fortrudt, selv om det er langt væk fra venner og familie.

– Det har været crazy. Det er sindssygt fedt – jeg elsker at bo i København, lyder det umiddelbart fra sangeren, der var meget begejstret for besøget på klippeøen, som han kun har været på en enkelt gang før.

Desværre kunne han ikke nyde det længe, for allerede i morgen venter et nyt job til et privat arrangement. Derfor måtte han nøjes med en enkelt øl, mens Magtens Korridorer spillede på festivalens største scene Ankermyr.

Sponsoreret indhold