Kendte 14. januar 2021

Lana Del Rey møder hård kritik: Forsvarer hun Trump og stormen på Kongressen?

Sangerinden er havnet i lidt af en shitstorm, efter hun i et interview har sagt, at præsident Trump nok ikke har ”vidst” at han opildnede til konflikt
Foto: MEGA

Det har ikke umiddelbart været nogen nem start på året for snart pladeaktuelle Lana Del Rey, som har brugt de seneste dage på først at afvise beskyldninger om racisme, og nu igen har fået ørerne i maskinen efter en udtalelse på BBC Radio.

Det skriver flere medier herunder Washington Post.

I radiointerviewet blev den 35-årige sangerinde spurgt til sine politiske holdninger – og naturligvis reaktionen på Trump-støtterne voldsomme invadering af Kongressen i forrige uge.

Lana Del Rey fik først og fremmest sagt, at oprøret var ”nødt til at ske”.

- Slemt eller ej, det var virkelig nødt til at ske. Vi har virkelig brug for at reflektere over et af klodens største problemer, hvilket altså ikke er klimaforandringerne, men psykopati og narcissisme. Især i Amerika. Det kommer til at dræbe verden. Ikke kapitalisme, men narcissisme, lød hendes svar.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Utilstrækkelig 

Del Rey mente efter interviewet, at hendes citater var blevet taget ud af kontekst. Så hun uddybede sine pointer i en video, som hun postede på Twitter.

- Jeg har noget at sige. Jeg dukker ikke bare op til interviews, fnisende for at tale om mit hår og min make-up, jeg blev spurgt ind til mine politiske holdninger efter 40 minutter, og jeg svarede, forklarer hun, før hun fortsætter:

- Når man er så dybt utilstrækkelig og mangler empati, så ved man ikke altid, at man er ”the bad guy”.

Præsident Trumps påståede psykopati tager altså ifølge Lana Del Rey skylden for hans handlinger.

Men det huer bestemt ikke Del Rey, at hun bliver sat i forbindelse med Det Republikanske Parti eller den endnu siddende præsident.

- Jeg bryder mig ikke om, at jeg bliver gjort til en eller anden hvid republikaner, som altid har fået alting, og som støtter oprøret mod The Capitol. Jeg har kæmpet hele min opvækst, og knoklet røven ud af bukserne.

Er Lana racist? 

Det er dog ikke kun ”Trump-supporter” Lana er blevet beskyldt for at være. Nogle ville mene, at hun har ageret racistisk, hvilket hun siden maj 2020 har kæmpet for at ryste af sig.

Sangerinden udgiver et nyt album til marts, ”Chemtrails over the country club”, så hun er i promoveringens hellige navn nødt til at finde sig i spotlys og opmærksomhed lidt endnu.

Og for at komme eventuel kritik i forkøbet, skrev hun derfor en efterfølgende slettet kommentar på Instagram. Det skete under afsløringen af det helt nye pladecover forrige søndag.

- I løbet af de seneste 11 år har jeg i mit arbejde altid været enormt inkluderende, uden overhovedet at være klar over det, skrev hun under sit det glamourøse billede af de smukke veninder – nogle hvide, andre mørke i huden.

I den resterende tekst, som sangerinden altså siden har slettet, lagde hun bestemt heller ikke fingre imellem:

”Nogle af mine bedste venner er rappere, mine kærester har været rappere. Mine allernærmeste kommer fra alle mulige steder, så før I kommer med hentydninger om problemer med manglende WOC/POC (Woman of Color/People of Color red.) så husk lige, at det ikke er mig, der stormer Kongressen. Jeg ændrer bogstavlig talt verden hele tiden ved at lægge mit liv, mine tanker og min kærlighed frem på bordet. Døgnet rundt. Så respektér det."

redder verden med rapperkærester

Den 35-årige sangfugl må snart have fundet ud af, at man godt kan komme i endnu større problemer på internettet, når man forsøger at redde hånden ud af hvepsereden på forhånd.

”Hvis du nogensinde har dårlige dage, så huske på, at Lana Del Rey har en publicist,” skriver en bruger på Twitter, som en kommentar.

”Hun kunne sagtens have udgivet sit album i fuldstændig stilhed, men hun skulle lige minde os alle sammen om, at hun redder verden – ved hjælp af én rapperkæreste ad gangen.”

Av, den kære Lana er i overhængende fare for at blive "cancelled" - i mellemtiden er ham, hun kalder for "sociopaten" på vej mod en anden rigsretssag for netop at have opildnet sine støtter til angreb på Kongressen. 

Sponsoreret indhold