Kendte9. maj 2022

Kristian von Hornsleth har ændret fortælling om Herlufsholm: Jeg overdrev

I den seneste tid er flere tidligere kostskoleelever blev udspurgt om deres tid på Herlufsholm. Kunstneren Kristian von Hornsleth fortæller, at han i 2015 overdrev, da han fortalte om chikane og vold på skolen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200611_dm_kristian_hornsleth_004_0.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Dokumentaren “Herlufsholms hemmeligheder” fra TV 2 havde i sidste uge premiere, og siden har flere medier skrevet om den. Mens kronprinseparret Mary og Frederik har været ude at tage afstand fra det, der sker på skolen, har flere kendte danskere været ude at fortælle om deres oplevelse på den prominente kostskole.

En af de danskere, der flere gange har udtalt sig om sin tid på kostskolen, er provo-kunstneren Kristian von Hornsleth, der var elev på Herlufsholm tilbage i 80’erne.

I den sidste uge har han turneret rundt i både “Go’ aften Live”, på en artikel til DR og i podcasten “Det, vi taler om” for at fortælle, at han ikke kan genkende den fortælling, dokumentaren viser af skolen, og han er stadig tryg ved at sende sin datter derhen.

Det er dog lidt en anden fortælling Hornsleth fortæller nu, end den han fortalte SE og HØR tilbage i 2015.

Forskellige fortællinger

– Der er nogle ting, de lige skal rette op på, men jeg genkender det ikke rigtig, fortæller han i fredagens afsnit af sladderpodcasten “Det, vi taler om”.

– Det var ikke ondskabsfuldt, det var ikke sadistisk. Det var mere rigtig grove jokes, siger han også.

Dog havde piben en lidt anden lyd, da han i 2015 fortalte om tiden på skolen i et interview i SE og HØR.

– Jeg er meget glad for den lærdom, jeg fik omkring, hvor modbydelige mennesker kan være mod hinanden, lød det blandt andet.

Derudover fortalte han dengang, at “omfanget af chikane overgår de værste romaner, men de, der kommer ud af det, bliver hærdede og direktører i store firmaer".

Ingen vold

Han fortalte også, at han husker, at man tvang små drenge til at skubbe tegnestifter hen ad gulvet med deres næser og lod dem stå i brusebad i to timer under det kolde vand.

Det er dog ikke mere end to dage siden, at han kunne fortælle, at den vold, der blev beskrevet i dokumentaren, ikke var noget, han kan genkende fra sin tid.

– Jeg kan ikke huske, at der var noget vold som sådan, men selvfølgelig sloges vi meget – vi var jo 600 drenge på ét sted, men det var ikke sådan noget sadistisk, mærkeligt noget, som der bliver talt om i dokumentaren, siger han til DR.

https://imgix.seoghoer.dk/20200611_dm_kristian_hornsleth_015.jpg

Kristian von Hornsleth gik på skolen, fordi hans forældre boede i udlandet. Andre kendte danskere der har gået på skolen er blandt andre Peter Reichardt, Pilou Asbæk samt prins Nikolai. Foto: Dan Mariegaard

Få idioter

Men hvorfor har Hornsleth ændret sin holdning så drastisk? Det forklarede han, da SE og HØR spurgte.

– Helt kort, så ville min datter gerne derned, og så undersøgte jeg stedet. Og det er slet ikke, som det var. Det er nogle få idioter, der ødelægger det for alle de andre, forklarer han.

– Jeg tager det, min datter siger, for gode varer, og hun siger, at skolen i dag er et kærligt, sjovt og rummeligt sted med en høj undervisningsstandard. Ville pæne mennesker sende deres børn derhen, hvis det var så galt som dokumentaren fremstillede det?

Overdrev

Hornsleth gør det klart og tydeligt, at han ikke er fan af dokumentaren, der ellers går meget godt i spænd med flere af hans udtalelser fra 2015.

– Jeg ville gerne give den gas i medierne dengang og skrue op, ligesom TV 2 gør nu med den sensationshungrende dokumentar.

Men nu mener kunstneren, at fortællingen om skolen er kørt af sporet, og derfor kan han ikke stå ved det, han sagde dengang.

– Jeg har skiftet totalt holdning. Dengang var det barskt og hårdt, men også sjovt. Men for at gøre det spændende og skræmme læserne overdrev jeg fortællingen for at underbygge den myte, der var om Herlufsholm.

– Jeg lever af at overdrive. Det er jo kunst.

Så du overdrev for kunstens skyld i 2015?

– Ja.

Sponsoreret indhold