
Kommunikations- og brandingekspert om Jes Dorph-Petersen: - Han skal passe på

Jes Dorph-Petersen har vundet i Højesteret, men han mangler at vinde folkedomstolen.
Lige nu har han en gylden mulighed for at ændre folks syn på ham, men med den retning han allerede har lagt for dagen, så skal han træde ekstremt varsomt for ikke at ødelægge sit omdømme endnu mere.
Det mener kommunikations- og brandingekspert William Atak.
- Jes Dorph skal passe på med at være den bitre mand nu. Det har han været i fem år, og nu burde han faktisk tage sin sejr i Højesteret med oprejst pande og forsøge at være positiv, fortæller han til SE og HØR og fortsætter:
- Manden har vundet. Han burde være lettet og stolt, og han burde ikke fortsætte den bitre kamp, men tage styring af narrativet og den positive fortælling.

Tidligere i dag kom TV 2 ud med en beklagelse af det forløb, der kostede Jes Dorph-Petersen sit job som tv-vært.
Beklagelsen faldt ikke i god jord hos Dorph, som kaldte den både "ansvarsafskrivende og æreforladt".
Det gjorde han over for SE og HØR.
- TV 2’s administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen leverer en forpjusket retorisk undvigemanøvre. Hun forsøger at pakke Højesterets entydige dom og lammende kritik ind i en retfærdiggørelse af præmissen for den undersøgelse, hun selv helt af egen drift satte i gang og valgte reglerne for.
- Direktør Anne Engdal Stig Christensen undlader fuldstændig at forholde sig til, at TV 2 og advokat Yvonne Frederiksen begge var særdeles aktive aktører i advokatundersøgelsen, skrev han blandt andet,
Undersøgelsen forvandlede Jes Dorph-Petersen fra en af landets mest succesfulde tv-værter til en arbejdsløs skikkelse på rekordtid, og William Atak er bekymret.
- Jeg kan på hans vegne være en smule bekymret for hans reaktion på TV 2's beklagelse, siger han og fortsætter:
- Lad nu TV 2 blive stemplet som den umenneskelige virksomhed, eliten, mens Jes Dorph bliver en del af folket på en rolig og venlig måde. Han burde genopbygge tilliden i stedet for at fortsætte krigen.
SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra Jes Dorph.
