Jes Dorph-Petersen glad og lettet over dom

Den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen, der tirsdag har vundet en stor erstatningssag i Højesteret, er en glad og lettet mand.
Det skriver han på sin Facebook-profil.
- En enig Højesteret har i dag fastslået, hvad jeg hele tiden har vidst. Nemlig at der ikke var belæg for advokat Yvonne Frederiksens konklusioner i hendes advokatundersøgelse for TV 2.
- Dagens entydige dom i Højesteret er en sejr for mig efter fem års kamp - men allermest en sejr for retssikkerheden, skriver han blandt andet.
Højesteret har tirsdag blandt andet konkluderet, at advokaten Yvonne Frederiksen, der stod for en advokatundersøgelse hos TV 2 i 2020, ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at Jes Dorph havde begået seksuel chikane i de to episoder fra 2001 og 2003.
Det var blandt andet disse konklusioner, der endte med at koste Jes Dorph-Petersen jobbet hos TV 2 og "Go Aften Live".
- Nu har vi brug for ro. Men tak fra hjertet for alle reaktionerne, afslutter den tidligere TV 2-vært sit skriv på Facebook.
Det var i januar 2021, at Jes Dorph-Petersen fik at vide, han var fortid hos den arbejdsplads, han havde været hos næsten hele sin karriere.
Han blev blandt andet beskyldt for at have begået overgreb på to praktikanter.
Sagerne blev beskrevet i tv-dokumentaren "MeToo: Sexisme bag skærmen" senere på året.
Jes Dorph-Petersen har hele tiden fastholdt afvist, at der var tale om overgreb.