Kendte4. oktober 2021

Komiker Nikolaj Stokholm reagerer på Zulu-show: - Jeg blev ked af det

Den skægge stand upper blev beskyldt for at bagatellisere MeToo-bevægelsen ved Zulu Comedy Galla i starten af forrige måned
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Et år efter Sofie Lindes vanvittigt omdiskuterede værtstjans på Zulu Comedy Galla, var det den 31-årige komiker Nikolaj Stokholms tur til at styre løjerne.

Men på de 12 måneder, der var gået, var der tilsyneladende opbygget en forventning til, at MeToo-temaet blev bragt videre – eller som minimum var til stede som andet end en penisjakke, der tilmed ifølge flere var direkte kopieret.

Nu sætter komikeren ord på de reaktioner, som kom efter showet. Reaktioner, som langt hen ad vejen kom bag på ham.

Det sker i Radio4-programmet "Det sidste måltid".

- Jeg havde ikke tænkt over, at det er en hvepserede at stikke hånden ind i, og der kunne jeg godt mærke, at hele maskineriet omkring Comedy Galla var sådan lidt: ”Hold da kæft, der er godt nok mange, der lige skal mene noget, og jeg er her jo bare for at være sjov.”

- I mit naive barnesind tænker jeg, at jeg jo bare skal have folk til at grine, men nogle gange er der bare nogen større ting end det.

Ikke Satire Galla

På redaktionen bag gallaen havde de talt meget om, hvordan man adresserede Sofie Lindes tale, som satte skub i en lavine af debat om krænkelser, ligeløn, grænseoverskridende adfærd på arbejdspladser og sexisme.

Eller om man burde adressere den.

- Vi nåede frem til, at vi ville lave det show, som jeg ville synes, var skægt at stå i spidsen for. Og det var jo et decideret comedyshow. Og der kunne jeg godt mærke, at der bagefter var sådan en: ”Hov hov, det er ikke det, den scene skal bruges til”-holdning. Men det er jo egentlig mig, der bestemmer det. Det er mig, der er komiker. Og det hedder Comedy Galla, ikke Satire Galla, lyder det fra Stokholm, der skrev det meste af sine værtsmonologer og materiale selv.

Nikolaj Stokholm mener desuden, at hans beslutning om at gå uden om Lindes temaer, ikke skal ses som en måde at tage afstand fra hendes tale, men måske nærmere, at den tale ikke er forbeholdt dén specifikke Zulu-scene.

Den populære komiker sammenligner det med reaktionerne omkring bandet Shu-Bi-Dua, der i starten af karrieren blev kritiseret for ikke at have politiske holdninger, nu deres publikum var så stort.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/20210902_mr_zulu_025-2.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Også penisjakken blev mødt af kritik. Og her indrømmer Stokholm blankt, at den var nuppet fra en australsk komiker. - Vi så den der jakke og tænkte, det var fandeme skægt. Hvad kan vi bruge den til? I mit hoved har det hele tiden været en rekvisit ligesom den tamburin, jeg spillede på i indledningen. (Foto: Mikael Rieck)

Vil bare underholde

Nikolaj Stokholm, der desuden blev hædret som ”Årets Komiker” ved dette års sjove prisfest, vil bare gerne sprede latter.

- Jeg vil jo bare gerne underholde. Det er jo sådan, jeg har det. Derfor synes jeg, det var noget af en hvepserede at stikke hånden ind i, fordi jeg pludselig skulle mene noget, og det, synes jeg, er ærgerligt, hvis man har den holdning i samfundet, at bare fordi man er sjov, skal man også mene en masse.

- Blev du ked af det, spørger vært på ”Det sidste måltid”, Lærke Kløvedal.

- Ja, det gjorde jeg, siger han, og fortsætter:

- For jeg vil jo ikke misforstås, som en der ikke synes, det her er vildt vigtigt og godt. Så blev jeg vildt ked af det, fordi jeg blev så misforstået, for de kunne jo bare have læst i pressemeddelelsen, at jeg er en komiker, der får folk til at glemme, hvad der foregår ude på den anden side – også når jeg laver et onemanshow. Og jeg synes, det er vigtigere nu at være den her klovn, for vi lever i en helt vild verden, og hvis jeg kan give folk der her pusterum på halvanden times tid i Hjørring en onsdag aften, så er jeg vildt stolt af det.

Hør "Det sidste måltid" med Nikolaj Stokholm her:

Sponsoreret indhold