Kira Eggers langer ud efter Josefine Valentin: - Det er ekstrem dyremishandling

For lidt mere end to uger siden langede den tidligere nøgenmodel Kira Eggers ud efter popsangeren Christopher og hans kone Cecilie.
I en fødselsdagsfejring delte Christopher en video med en dansende abe og to kobraslanger under deres ferie til Sri Lanka.
De videoer er sidenhen blevet slettet fra opslaget efter anklager om dyreplageri, hvilket også fik Kira Eggers til at reagere.
Nu er Kira Eggers sur på endnu en influencer.
Denne gang er der krig i indbakken mellem Kira Eggers og Josefine Valentin, efter sidstnævnte under sin ferie i Spanien har valgt at besøge en SeaWorld.
Her har Kira Eggers delt korrespondancen mellem hende og Josefine Valentin på sin Instagram-story.
- Det gør mig uendelig trist, at I støtter SeaWorld. Du er på SoMe konstant, det kan umuligt have misset dit øje, at det er ekstrem dyremishandling. Det er ualmindelig skuffende og helt ude af trit med, hvad man bør foretage sig som turist i 2023, skriver Kira Eggers i sin besked til Valentin.
Kritikken fra den tidligere stripper er dog ikke noget, som Josefine Valentin skænker mange tanker.
- Det gør også mig ualmindelig trist med forfremmende mennesker som dig, der ytrer sig om noget de ikke ved en kæft om til mennesker de ikke en gang følger. Brug din energi anderledes, lyder svaret fra influenceren.
Fejden stopper dog ikke her.
For Kira Eggers har sidenhen delt endnu en story, hvor hun er efter Josefine Valentins måde at svare tilbage på.
Her forklarer Eggers, der i øjeblikket er på ferie i Mexico, at hun bruger sin tid på at hjælpe dyr, der ikke får mad, alt imens Josefine bruger sin energi på ”at underholde sine børn i et fængsel for dyr”.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Josefine Valentin, men hun er ikke vendt tilbage på henvendelsen.