Kendte31. oktober 2022

Kim og Janni er skrivende ægtepar: Vi kan blive rasende på hinanden

Selv om de for længst har fundet melodien som forfatterpar, er der stadig udfordringer for ægteparret Kim og Janni
Kim Faber og Janni Pedersen
Kim Faber, 66, og Janni Pedersen, 54, har netop udgivet deres fjerde bog sammen.
 Foto: Søren Jul Lamberth

De har været sammen i 27 år og har skrevet fire bøger sammen. Alligevel kan bølgerne gå virkelig højt hjemme hos Janni Pedersen og Kim Faber. For det gør ondt, når den anden slagter noget, man selv har skrevet.

– Der er da aftener, hvor man falder i søvn med ryggen til hinanden, fordi man er rasende på den anden, siger Janni Pedersen til SE og HØR i forbindelse med udgivelsen af deres fjerde bog, “Skyggeriget”, hvor vi igen følger drabsefterforskeren Martin Juncker og hans tidligere makker Signe Kristiansen.

I 2019 kom det skrivende ægtepars første krimi, og siden er de kommet som perler på en snor.

Kærlige drillerier

Der, hvor parret har de største kriser, er, når den ene smider tekst ud, som den anden er glad for.

– Hvis jeg hælder et kapitel, du har skrevet, ned af bakken, så kan du godt blive sur, siger Janni og kigger kærligt på sin partner in crime.

“Skyggeriget” er ægteparrets fjerde bog.
“Skyggeriget” er ægteparrets fjerde bog.
 Foto: Politikens forlag

Det går dog begge veje, for da Kim fortæller om et af Jannis kapitler, som han smed ud, får han en drillende midterfinger af sin hustru.

Tyede til druk

Under arbejdet med den første bog havde hun det så svært med at give sine kapitler til Kim, der er hovedforfatter på bøgerne, at hun måtte drikke sig stiv, mens hun afventede dommen.

Janni Pedersen
Bøgerne – og hunden Donna – er som et barn for parret.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Det er dog primært en sjov proces at skabe det univers sammen.

– I 90 procent af tiden er det pissesjovt og en fornøjelse og noget, der er et plus for vores forhold. Det er noget, der har lagt til ægteskabet. Vi har fået et fællesskab, og det er næsten som at få et barn mere, slår Kim Faber fast.

Sælger fremragende

Parret bor i en lejlighed på Nørrebro, hvor også deres halvandet år gamle beagle Donna residerer. Så mens Janni fortsat passer sit fuldtidsjob som vært på TV 2, har Kim sagt sit job på Politiken op for at hellige sig bøgerne.

– Der har ikke været større kriser omkring bøgerne. I de perioder, hvor jeg synes, det er sejt, og Janni kommer hjem og har oplevet en masse, og jeg bare har gloet på skærmen, så kan man godt blive muggen. Men vi kender hinanden godt nok til at komme ud af det, forklarer Kim.

Janni Pedersen
Ved siden af sin stilling på fuld tid kastede Janni Pedersen sig sammen med gemalen ud i forfatterskab, der resulterede i den første bog i 2019.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Selv om bogbranchen har ændret sig meget de senere år, så klarer ægteparret sig fint salgsmæssigt.

– Vinterland har rundet 170.000 og de andre er over 100.000, afslører Kim Faber.

– Så vi runder en halv million i Danmark og det er jo helt vildt, indskyder Janni.

Trods de store slagstal, så er de langt fra at kunne købe et palæ på Strandvejen.

– 60 procent af salget er lydbøger, og dem tjener man 5-8 kroner på, mens vi tjener 60 kroner per papirbog. Vi kan så klare os fint og klager ikke, lyder det fra Kim Faber.

Janni Pedersen
Janni arbejder stadig som vært på TV 2, mens Kim har sagt sit job op for at hellige sig bøgerne på fuld tid.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Bliver i værtstolen

Deres bøger er også blevet udgivet i en række andre lande, men trods succesen har Janni Pedersen ingen planer om at forlade værtstolen for udelukkende at skrive bøger.

– Jeg tror, det er godt for den danske tv-branche, at der er kvindelige tv-værter over 50 år, siger hun med et smil.

Kim Faber og Janni Pedersen
De er vilde med deres beagle Donna, selv om Kim har måttet finde et sted at skrive i fred uden hundens krav.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Kim Faber har for nylig fået en stol i et kontorfællesskab for at komme ud af huset, for deres hund Donna gjorde det svært for ham at arbejde hjemme.

– Jeg ved ikke, hvad vi tænkte på. Vi undervurderede det. Jeg troede, at der efter et par uger var fred igen. Men det skete så ikke. Man glemmer hvor hårdt det er med hvalpe. Hun hang i gardinerne og bed i alt og jeg turde ikke lade hende være alene. Men nu er hun ved at falde til ro, fortæller Faber.

Det samme er stridighederne mellem Janni og Kim, der er blevet bedre til at få deres kapitler skrottet af den anden.

Sponsoreret indhold