Kendte22. december 2023 (opd. 22. december 2023)

Kendt filmmand død: Blev bare 58 år

Familien har netop fortalt den triste nyhed - var søn af den tidligere hofmarskal Søren Haslund-Christensen
Her ses Michael Haslund sammen med sin far Søren Haslund-Christensen, der døde i 2021, 88 år gammel.
Her ses Michael Haslund sammen med sin far Søren Haslund-Christensen, der døde i 2021, 88 år gammel.
 Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Mary og Frederik siger farvel

Den danske filmproducer Michael Haslund-Christensen er død i en alder af 58 år.

Det oplyser hans familie i en pressemeddelelse fredag.

- Michael var en livskunstner udstyret med en nysgerrighed og en lyst til at betræde nye stier, og han formåede at kombinere sin rejselyst med sit filmarbejde og med film optaget i mange af verdens afkroge.

Michael Haslund-Christensen har de seneste år produceret spillefilmene "Guldkysten", som udkom i 2015, og "Miss Osaka" fra 2021.

Han har desuden medvirket i dokumentarfilmen "Fædre og sønner" fra 2018 sammen med sin far, tidligere hofmarskal Søren Haslund-Christensen. Han døde i 2021.

"Fædre og sønner" indeholder videooptagelser lavet af kronprins Frederik, da han var 18 år, på en rejse til Mongoliet i 1986.

Michael Haslund-Christensen har også været med til at producere dokumentarfilmen "Ekspeditionen til verdens ende", som blev spillet på mere end 70 internationale filmfestivaler.

- Michael var ikke kun en anerkendt producer, men også et socialt multitalent, som kunne begå sig og sprede glæde i alle slags sociale sammenhæng, lyder det fra hans familie.

Her ses kronprinsesse Mary i tæt dialog med den nu afdøde filmmand.
Her ses kronprinsesse Mary i tæt dialog med den nu afdøde filmmand.
 Foto: Thomas Laursen

Han etablerede sit eget filmselskab Haslund Film i 1996 med fokus på at producere dokumentarfilm. Det blev til en række produktioner fra Asien og de arktiske regioner - heriblandt "Afghan Muscles" og "The Prize of the Pole".

Også dronning Margrethe havde glæde af Michael Haslunds selskab.
Også dronning Margrethe havde glæde af Michael Haslunds selskab.
 Foto: Thomas Laursen

Fra 2005 til 2010 arbejdede Michael Haslund-Christensen som filmkonsulent for dokumentarfilm på Det Danske Filminstitut.

I 2013 blev han honorær konsul for Mongoliet til Danmark, og i 2023 blev han forfremmet til generalkonsul.

Michael Haslund-Christensen efterlader sig sin hustru, Pernille Haslund-Christensen, og sine sønner, Anton og Fridtjof, samt sin mor, Marianne, og sine søstre, Charlotte og Louise.

- Michael var energisk og altid godt selskab. Han var et gennemført elskeligt menneske, der ville gøre alt for sin familie og sine venner og som altid var klar til at give en hjælpende hånd uden at forvente at få noget den anden vej. Han vil blive savnet af mange, udtaler familien.

Sponsoreret indhold