
Per Kauczkis rørende farvel: Hyldede kærligheden til Lis i sit sidste interview

LÆS OGSÅ: - En rigtig trist besked
Da Per Kauczki - fra dansktop-duoen Lis & Per - døde i fredags, skete det blot få uger efter, han i forbindelse med sin 85-års fødselsdag gav sit sidste interview til Ritzau.
Her fortalte han, hvordan hans over 70 år sammen med Lis, havde været "én stor vandring fra glæde til glæde".
Forholdet begyndte i Silkeborg, hvor Per som ung dreng tog mod til sig og spurgte Lis, om de skulle være kærester.
De gav hinanden hånden på det, og så var det afgjort.
Kærligheden holdt, og det samme gjorde deres musikalske samarbejde, som kulminerede i dansktopduoen Lis & Per.

Undervejs fik de tre børn, 13 børnebørn, fire oldebørn og en karriere, der tæller over to millioner solgte albums.
Men musikken var ikke planlagt fra begyndelsen, fortalte han i interviewet. Per arbejdede som marketingchef og var ved at køre sig selv i sænk.
- Så jeg sagde til Lis: "Jeg kan ikke klare det her. Jeg tror, jeg dør af stress."
Lis foreslog, at de satsede på musikken, som Per ikke troede, de kunne leve af. Men parret tog en chance og vandt. Helt til det sidste havde "Lis & Per" stadig job i kalenderen.
At være både ægtepar og arbejdspartnere var ikke altid en nem cocktail, erkendte Lis og Per i et interview med BILLED-BLADET:
- En gang imellem har det været svært, sagde Lis ærligt, mens Per forklarede deres tilgang:
- Lis og jeg blev enige om, at vi har to måder: Vi er et ægtepar, og når vi er på job, er vi kolleger.
Parrret nåede at fejre over 60 år som ægtefolk.
