
Jonathan Harboe fortalte om ecstasy-rus med Suspekt: Nu trækker han i land

LÆS OGSÅ: Jonathan Harboe tog for meget ecstasy med Suspekt: Fik hjertestop på Roskilde Festival
Det lød som noget af en oplevelse, da Jonathan Harboe i den seneste udgave af Euroman kunne fortælle om en nærdødsoplevelse, hvor han fik hjertestop på Roskilde Festival.
Den 38-årige "Sjit happens"-stjerne afslørede, at han i sine unge år var kommet til at tage alt for meget ecstasy en dag på festivalen - i selskab med ingen ringere end Suspekt.
- Jeg var i start-20’erne og var kommet til at tage alt for meget ecstasy sammen med Suspekt-drengene. På en eller anden måde havde jeg forvildet mig væk fra de andre, og ud af det blå vågnede jeg op til, at jeg havde en hjertestarter på brystet, og at et par samaritter var i gang med at genoplive mig.
- Jeg røg ind og ud af bevidsthed og nåede at tænke, at det var slut. Bagefter gik jeg ned i min camp og sov, så jeg var klart til dagen efter.
Sådan lyder citatet i det fysiske magasin, der bliver solgt rundt omkring i landet.
Men tirsdag har Euroman udgivet en ny version af artiklen på deres hjemmeside. Her er det ovenstående citat helt anderledes. For Suspekt bliver ikke nævnt med et eneste ord, mens det nu også fremhæves, at Jonathan Harboe var den eneste, der tog ecstasy.

"Rettelse 19. august 2025 klokken 09:03: I en tidligere version af denne artikel fremstod det, som om Jonathan Harboe havde taget ecstasy med medlemmerne fra Suspekt på Roskilde Festival. Dette er nu rettet, da Jonathan Harboe præciserer, at han var den eneste i selskabet, der tog ecstasy den aften," lyder det i toppen af artiklen.
Også citatet fra Jonathan Harboe er blevet ændret.
- Jeg var i start-20’erne og var kommet til at tage alt for meget ecstasy. På en eller anden måde havde jeg forvildet mig væk fra dem, jeg var sammen med, og ud af det blå vågnede jeg op til, at jeg havde en hjertestarter på brystet, og at et par samaritter var i gang med at genoplive mig.
- Jeg røg ind og ud af bevidsthed og nåede at tænke, at det var slut. Bagefter gik jeg ned i min camp og sov, så jeg var klar til dagen efter.
SE og HØR har været i kontakt med Euroman, der fortæller, at rettelserne er blevet lavet, fordi Suspekt kontaktede magasinet.
De genkender ikke episoden - derfor gav Euroman også Jonathan Harboe muligheden for at præcisere sin udtalelse.
SE og HØR har også forsøgt at kontakte Jonathan Harboe for at finde hoved og hale i hele episoden.
Vi ville gerne have spurgt ind til historien, om Suspekt var tilstede eller ikke var, da han tog ecstasy, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
