Jonas Vingegaards forældre afslører: Som 16-årig gjorde deres søn noget HELT VILDT

Selv om Jonas Vingegaards forældre tidligere har fortalt, at de ikke er meget for opmærksomheden, så har cykelrytterens forældre alligevel taget turen til København for at tage en runde i mediemøllen.
Karina Vingegaard Rasmussen, der er skolesekretær, og Claus Kristian Rasmussen, der arbejder som site manager, var således at finde i Go' Morgen Danmark (link fjernet) her til morgen, hvor de fortalte om deres søns barndom og tidlige cykelambitioner.
– Når man har fulgt ham, har man jo altid haft håbet på, at han skulle opnå drømmen. At det skulle komme så tidligt, kommer som en overraskelse, fortæller den 25-årige cykelrytters mor på morgen-tv.

Også Ole Iversen, tidligere træner i Thy Cykle Ring, var med forældrene i studiet, og han erkender, at det ikke ligefrem var en kommende Tour-vinder, han så i den unge Vingegaard:
– Jeg synes ikke, han virkede ambitiøs. Han ville bare gerne cykle, fortæller den tidligere træner, der fortalte at den unge Vingegaard blev ved med at cykle, selv om han ikke vandt præmier som mange af de andre børn.
Faderen understreger, at Jonas især satte pris på de venskaber og det sammenhold, han fik gennem cykelløb, og at de også støttede om op deres søns passion for cykling ved at køre ham land og rige rundt til træning og løb:
– Det var ikke vores drøm, men vi bakkede ham op i hans drøm, lyder det fra moren.
Vild tid på Alpe d'Huez
Forældrene fortæller, at de bestemt ikke havde spået deres søn til at vinde noget så stort som Tour de France. Det var først, da familien fandt ud af, at han var ualmindeligt god til at køre stejlt, at det gik op for forældrene, at der var en eminent cykelrytter gemt i deres søn:
– Som 16-årig, tror jeg, kørte han Alpe d'Huez i 42 minutter, genkalder faderen.
Nu er deres søns navn på alles læber, og mor Karina kalder det en drøm, og forældrene må knibe sig selv i armen, når de har set deres søn på tv og stå i gult.
Go' Morgen Danmark-vært Mikkel Kryger spørger også ind til det rørende øjeblik fra 18. etape, hvor Jonas Vingegaard venter på Pogacar efter et styrt:
– Det er Jonas i en nøddeskal. Det er VIRKELIG sådan, han er og altid har været. Der findes simpelthen ikke ondt i det menneske, fortæller moren om sin søn.