Joan Ørting er sammen med 26 år yngre mand: Derfor holder hun ham hemmelig

Det var en forelsket Joan Ørting, der i sommer afslørede, at hun havde fundet kærligheden i en over 20 år yngre mand.
Og skulle man være nysgerrig på, hvordan sexologens unge amour ser ud, så kommer det ikke til at ske foreløbig, afslører hun i Anne Glads DR-podcast "Du kender typen".
– Vi har det simpelthen så dejligt. Jeg er så forelsket i ham, og han er så forelsket i mig, og det er jo egentlig så fint. Vi har ikke det helt store behov for folks mening om os. Hvad folk synes om, at jeg har en kæreste, der nogle gange er 26, nogle gange 25 år yngre. Det kommer lige an på, hvem af os, der har fødselsdag, fortæller hun med et grin til Anne Glad, der selv danner par med en 13 år yngre mand.
I podcasten bliver det dog afsløret, at kæresten hedder Rune, at han bor på Østerbro og sejler – resten af ham vil Joan Ørting dog holde for sig selv.
– Der er mange meninger omkring sådan noget, siger hun om den store aldersforskel i parforholdet.
Det er ikke første gang, Ørting danner par med en yngre mand. I sit første ægteskab var det en 10 år yngre mand, og ham sender hun stadig penge, afslører hun i Anne Glads podcast.