Overlevede skovbrand: Hund sad trofast ved familiens udbrændte hjem

Hunden Madison sad pænt og ventede på sin familie.

Hunden Madison sad pænt og ventede på sin familie.

Foto: Facebook

En hund er på mirakuløs vis fundet i live én måned efter, at omfattende skovbrande åd enorme områder af Californien.

Den trofaste hund Madison sad pænt og ventede ved familiens totalnedbrændte hjem, da familien for nylig kunne vende hjem.

På mirakuløs vis havde Madison overlevet både skovbrandene og en hel måned uden hus og familie ved sin side.

Den anatolske hyrdehund havde ikke en skramme på kroppen, men var selvsagt lykkelig, da den genså sin familie.

Madisons ejer, Andrea Gaylord, fortæller ifølge det amerikanske medie Boston25, hvordan hun for en måned siden måtte opgive at redde sine to hunde Madison og Miguel ud af flammehavet.

Andrea var ikke hjemme, da de enorme Camp Fire-brande pludselig spredte sig med lynets hast. Andrea nåede ikke hjem for at hente sine to hunde i sikkerhed, men måtte blot bede, at der ville ske et mirakel.

Kort efter fandt en nabo Miguel i live, men der var stadig ingen spor efter Madison.

Andrea nægtede dog at opgive håbet, og hun fik derfor naboen til at lægge nogle stykker af sit tøj ved det nedbrændte hjem. Andrea håbede, at Madison ville opfange duften og søge hjem til det nedbrændte hus.

Og planen virkede!

Da Andrea for nylig kom tilbage, fandt hun sin trofaste hund siddende ved resterne af familiens nedbrændte hjem. Gensynsglæden var naturligvis stor.

Den såkaldte Camp Fire begyndte 8. november, og det lykkedes først at få de sidste gløder slukket den 28. november.

Den såkaldte Camp Fire kostede 85 mennesker livet og sårede 17. Over 18.000 bygninger blev ødelagt i branden.

 

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close