Hotte til Halloween: Græskar godter og gutter
De matcher efterårs-bladene – og kan sætte fut i de fleste. Her er årets rappeste rødtoppe.
Herrerne kan også være med på den flammende bølge – her følger vores fyrrige felt af gutter og godter.
Hotte til Halloween: Græskar godter

Oppe og nede
Hverken stemme eller blufærdighed fejler noget hos Annika Aakjær, 38.Så hvorfor ikke kombinere de to – og fortælle hele comedy-parnasset (og Zulus seere) om sin månedlige kvinde-reminder …?
Sangfuglens menstruationsvise i fjor gik rent ind.

Hot høstak
Damerne dåner, mens drengene drømmer … om at være Cyron Melville, 36.
I al fald kan hverken smil, øjne, skuespiltalent … eller uterlige lokker fås ret mange andre steder – på samme tid.

Vulkanen af Venstre
Var der nogen, der sagde rødlig frisure og temperament på samme tid?
Kigger man til højre i Folketingssalen, passer det – for her sidder Venstres egen viltre, velskræppende og varmblodige vulkan: Inger Støjberg, 47.

Der brænder en ild
Få mænd formår at holde farven ved lige, så snart 50-årsdagen krydses.
Men ingen er som Reimer Bo, 70 – og både gemyt og frisure nyder hos interviewklenodiet fortsat godt af de fyrrige nuancer.

Hede kys
Det var hverken græskartærte eller gulerodskage, der forleden satte ild i køkkenet i “Den store bagedyst”.
Nej, der var tværtimod dømt ung kærlighed i DR-teltet, som for første gang forsøgte sig med “Paradise”-tricket, da Caroline Fischer Rigelsen, 19, smækkyssede bagekonkurrenten – og kæresten – Emil, 21.

Lanternen lyser
Åh, Anker, du’ en stjerne – ildrød som en lanterne ...
Nej, det er ikke den tidligere “X Factor”-dommers nyeste hit – men der er da noget om snakken: Lars Ankerstjerne, 36, har rødligt skær i nakken ...

Jeanne d’Arc
Oui oui, den franske helgen og hærfører var godt nok brunette, men fornavnet og kampgejsten har de damer til fælles.
Jeanne Boel, 59, har flammer i både øjne og lokker, når hun står på scenen, spiller julekalender eller indtager direktørstolen i Sønderborg Sommer Revy.

Efterårsgreen
Ligesom bladene på årstidens træer falmer, så er det funklende skær ad åre altså også forduftet her.
Men komiske Karsten Green, 42, kan stadig blive et bål i hovedet, hvis der opstår en pinlig situation … og det gør der nok.

Brandfarlig frøken ø
Smutter man en tur til Fyns land – og fortsætter mod syd – så kommer Joan Ørting, 60, på et tidspunkt én springende i møde.
Sexologen er en ulmende ildebrand af passion – og gør kun Langeland til en lystigere oase.

Tirret tyr
Smash-armen, kondien og vaskebrættet kan ingen tage fra ham.
Men mon ikke det lige så vel er den ildrøde pragt under svedbåndet, der virker som et klæde for øjnene af modstanderne, når Anders Antonsen, 23, går på banen i Taiwan og omegn?
Og nå ja, så badmintonheltens tyretemperament selvfølgelig.

Flammernes pokal
Manken er vild og varm, balkonen bugner og smilet smelter sheiker.
Der er med andre ord intet at sige til, at der bliver sat pris på Julie Agnete Vang, 36 – senest for hendes medvirken i krigsdramaet “De forbandede år”.

Lokker, der lokker
Her har vi endnu en changerende charmør – ja, feltet er jo fuldt af dem.
Popdreng Søren Sko, 57, vil til evig tid have scoretække, blot han kaster med Samson-lokkerne.
Om ikke andet så “On a Long Lonely Night” ...

Nina, kære Nina
Hun rimer på fransk finesse og giver hver eneste TV Avis et funklende skær.
Jo, der er skam kog på DR-kedlerne, når Nina Munch-Perrin, 45, styrer slagets gang som ankerkvinde – altid i stiletter i øvrigt.

Orange er det nye ...
… sort. Og altså derfor topmoderne.
Men ellers ungdommelige Poul Erik Skammelsen, 57, er på vej den anden retning.
For vi må vist erkende, at pragten har set mere farverige dage – om end nyhedshunden stadig kan betegnes som en rouge race.

Strøm på batterierne
86 er ingen alder – slet ikke for evigtskønne Jytte Abildstrøm, som stadig er i stødet og har blus på førstesalen.
Aldrig grå, altid rød – og sprællevende!

Løven i buret
Lige nu styg stedfar i DR’s nye søndagsserie, engang klam fyr i bifhittet “Kvinden i buret”.
Men Peter Plaugborg, 40, charmer alligevel, når han kommer spankulerende dér med løvemanke om hele femøren.

Sjov i gaden
Liv, lyst, gøgl og glade dage – Ditte Hansen, 49, er og bliver morsom at opdage.
Ej blot på revyscenen, skærmen eller på film – næh, såmænd også når SE og HØR af og til spotter dejlige Ditte på jernhest i hovedstaden – med de ildrøde lokker susende efter sig.

Karl på taget
Og nøjagtigt som svenske Karlsson er teglene røde hos Karl William, 25.
Meeen vor egen unge sangerkarl har vel nok en del mere star quality end den krøllede Lindgren-figur hinsidan.

Bålstrup og besse
Fut i fejemøget – og i meget mere … må være parolen i familien Dahl, hvor sønnike Jacob ikke havde nok i en rødtoppet mor.
Således er der også glød i hans udkårne, Lise Baastrup, 36, som altså ej kun deler revytalentet, men også hårfarven med svigermor Lisbet, 74.

Rød alarm
Det siges, at især kvinder bare gerne vil reddes.
Og passer det, forstår man sandelig godt, at Anders Breinholt, 47, nu har besluttet sig for at cutte forneden og lade sig sterilisere.
For som fhv. Falck-redder – endda med eget alarmsignal på toppen – kan den mand da næppe gå i fred ...

Rødkælk i svøb
Knap var hun hoppet ud af reden, før Andrea Heick Gadeberg, 21, fløj forbi både teaterscener og filmlærred – og tog alle med storm.
“Sanne – the Musical” og “Ser du månen, Daniel” er blot begyndelsen for det rødstrålende stjernefrø.