Hollywood-stjerne Jeremy Renner kvæstet under snerydning: Så slemme er skaderne

Tidligere i dag kom det frem, at den Oscar-nominerede skuespiller Jeremy Renner var i "kritisk, men stabil" tilstand efter en "vejrrelateret ulykke".
Nu er der så flere detaljer om den gruopvækkende ulykke, som den 51-årige skuespiller har været ude for.
Kilder fortæller til TMZ, at Renner var ved at rydde sne ved sit hjem nær Lake Tahoe i delstaten Nevada, som på nytårsaftensdag blev ramt af en voldsom snestorm.
En nabo fortæller til det amerikanske medie, at skuespilleren angiveligt var ved at rydde vejen uden for sit hjem i en form for sneplov kaldet en Snowcat, og af ukendte årsager kørte maskinen over et af Renners ben, hvilket førte til et massivt blodtab.

En anden nabo, som var læge, kom ilende til hjælp og lagde en årepresse på hans ben, indtil en lægehelikopter ankom til stedet.
Efterforskes grundigt
Kilder fortæller til TMZ, at stedet efterforskes, som var det et gerningssted. Politiet efterforsker sagen, fordi der er så omfattende sikkerhedsmekanismer forbundet med en Snowcat, at den ikke burde have kørt over Renner.
En anden kilde tæt på skuespilleren fortæller ydermere til mediet, at skuespillerens skader er "omfattende", og udover hans ben er der sket andre skader på hans krop.