Jeremy Renner i alvorlig ulykke

Den amerikanske skuespiller Jeremy Renner, der blandt andet er kendt fra "Avengers"-filmene, er kommet alvorligt til skade.
Det skete i en "vejrrelateret ulykke" i weekenden.
Det oplyser en repræsentant for Jeremy Renner til Variety.
– Vi kan bekræfte, at Jeremy er i kritisk, men stabil, tilstand med kvæstelser efter at have oplevet en vejrrelateret ulykke, mens han skovlede sne tidligere i dag.
– Hans familie er hos ham, og han modtager fremragende pleje, fortæller en repræsentant for den 51-årige skuespiller.
Ifølge mediet Deadline blev skuespilleren fløjet direkte på hospitalet kort efter, ulykken havde fundet sted.
Det fremgår ikke, hvor ulykken skete, men ifølge Variety ejer skuespilleren et hus i byen Washoe County i delstaten Nevada, som på nytårsaftensdag blev ramt af en voldsom snestorm.
Jeremy Renner er bedst kendt for sine roller i film som "Hurt Locker", "Avengers" og "The Town".