Kendte8. april 2024

Heino Hansen bytter sig til det stormombruste domæne netfisse.dk – se "prisen"

Jeppe Søe har presset det ud af netfisse.dk, han ville i denne omgang. I hvert fald er det nu Heino Hansen, der forsøger at lukrere på det meget omtalte domæne
Heino Hansen i næsten lige så godt humør til Reality Awards 2024, som han må være i nu, hvor netfisse-domænet er hans.
Heino Hansen i næsten lige så godt humør til Reality Awards 2024, som han må være i nu, hvor netfisse-domænet er hans.
 Foto: Dan Mariegaard

LÆS OGSÅ: Jeppe Søe giver netfisse til kæresten

If you can't beat them join them. Det ser ud til at have været slagordet for Heino Hansen, der for at sælge billetter til sit one-man-show nu er tyet til et af de stærkeste midler overhovedet: Sex.

For sex sælger som bekendt (det er vi da et par journalister, der har lært på Syddansk Universitet), så hvorfor ikke udnytte, at domænet netfisse.dk er Danmarkskendt?

Og tilmed "til salg". I hvert fald ville Jeppe Søe gerne bytte for Heino Hansens næsten lige så kendte durumrulle.dk, som komikeren købte for 1.100 kroner på auktion i forbindelse med sin deltagelse i tv-konkurrencen "Stormester".

Som sagt, så gjort. Begge parter fortæller på deres Instagram-konti om handlen, der altså har resulteret i, at netfisse.dk nu leder til Heino Hansens billetsalg, mens durumrulle.dk omdirigerer til Jeppe Søes politiske hjemmeside.

Jeppe Søe og kæresten Linda Charning er gået af med netfisse.dk, der har givet politikeren så meget omtale.
Jeppe Søe og kæresten Linda Charning er gået af med netfisse.dk, der har givet politikeren så meget omtale.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Til SE og HØR fortæller Heino Hansen hele historien om, hvordan han fik overtalt Jeppe Søe til at give ham domænet.

Den inkluderer naturligvis en halvvåd aften i byen og en iskold forhandlingssituation på beværtningen Slotskælderen, efter de og deres respektive partnere havde delt en flaske vin i Snapstinget.

Læs hans udlægning her:

– I Slotskælderen gik bølgerne højt. Mest fra min side. Jeg forsøgte at piske en stemning op, om at alle journalister var skabt i et reagensglas på en folkeskole, hvor alle er lige så dårlige til fysik/kemi, som jeg var, og deres hjerner derfor består af 10 procent brint og 90 procent pærecider. Fordi jeg var så træt af at læse skandaleartikler om netfisse.dk – uden at kunne huske én eneste artikel, der rent faktisk forsøgte at afdække historien – men blot ville have en del af den fiktive skandalekage.

– Jeppe holdt hovedet koldt – og gik ikke med på den. Sådan var gamet, bla bla bla. Han var den voksne.

– Jeg proppede 10 kroner i jukeboksen, valgte "Skuld gammel venskab rejn forgo” og et par andre sange – og så fik jeg ellers overtalt ham til, at jeg skulle overtage domænet. Han var ikke meget for det, da det var en form for claim to fame i tabloidpressen – men da jeg så åbnede skuffen med durumrulle.dk i bytte, var der kun tilbage at skåle for en god handel.

Heino Hansen skilter også med sit køb, som han har plastret flere sightseeingbusser til med.

– Jeg tror altid at sex sælger – det er jo blandt andet derfor, jeg har mit ansigt på plakaten, lyder det spøgefuldt fra komikeren.

Se billedet her:

SE og HØR kunne ellers i november sidste år afsløre, at Jeppe Søe allerede i august havde givet netfisse.dk til kæresten, Linda Charning.

Nu er spørgsmålet, om også domæner som Cypersafter.dk og Sexfan.dk i fremtiden vil indeholde billetsalg til Heino Hansens show. Ekstra Bladet kunne i hvert fald under valgkampen i 2022 afsløre, at de alle ledte til Jeppe Søes eget site.

Førstnævnte er p.t. ledigt.

SE og HØR arbejder på en kommentar fra Jeppe Søe.

Sponsoreret indhold