Hans vigtigste stemme: Sådan vandt Kristian Jensen hendes hjerte
LÆS OGSÅ: Byens hotteste par
Den største overraskelse i 2019 var ikke, at den japanske kejser abdicerede eller at Notre Dame-kirken i Paris brød i brand.
Det som det år fik alle til at tabe underkæben var, da tidligere udenrigsminister Kristian Jensen afslørede, at han og sangerinden Pernille Rosendahl var blevet kærester.
For der var utvivlsomt få, der reelt gav forholdet en chance.
Hvad så en smuk feteret sangerinde i en ranglet borgerlig og tilmed gift politiker fra Herning?
Men efter tre år er forholdet blevet stærkere end nogen kunne drømme om – og i parrets sommerferie for nylig friede Kristian Jensen til Pernille Rosendahl, som sagde ja.
Frieriet fandt sted på en strand i Grækenland, hvor parret var taget ned sammen med deres fire sammenbragte sønner.
På Instagram fortæller Kristian Jensen, 51, hvor lykkelig han er, for at Pernille Rosendahl vil være hans hustru:
– Pernille fylder min hverdag med glæde og latter, men også med udfordring af min vanetænkning og inspiration til at lære nyt hele tiden.
– Vores kærlighed var svær i starten. Vi begyndte ikke enkelt og lige til. Men vi turde at ville hinanden, og vi overvandt problemerne.
– Det har på sin egen måde været med til at gøre båndene mellem os dybe og vedholdende.
Kærligheden krævede sine ofre
Beslutningen om at springe i kærlighedens lagune sammen krævede dog ofre.
Kristian Jensen måtte fortælle sin hustru Trine Overmark Jensen, at deres ægteskab var slut.
Familiefaren flyttede ud af parrets villa og købte et andet hus i Herning, så han der kunne være sammen med sine tre store drenge, når han var i byen.
I forbindelse med afslutningen af parrets 21 år lange ægteskab, accepterede han desuden at betale hustrubidrag til Trine frem til 2036 – det vil sige året, hvor han fylder 65 år.
Pernille Rosendahl var derimod en fri fugl, da hun begyndte flirten med Kristian Jensen.
Men den tidligere “X Factor”-dommer har haft mange mænd i sit liv.
Ikke just jakkesættyper som Kristian Jensen, men mere spraglede kunstnertyper som musikeren Johan Wohlert, som hun i øvrigt har teenagesønnen Tristan med.
Inden Wohlert var hun kæreste med musikeren Tim Christensen.
Og for fem år siden afsluttede Pernille Rosendahl og den 13 år yngre iværksætter og sejler Theis Malmborg deres forhold. De nåede at være sammen i fire år.
Meget er således vendt på hovedet siden 2019.
Kristian Jensen har forladt konen og dansk politik – han blev derefter FN-lobbyist for den danske regering og i år tiltrådte han som administrerende direktør for Green Power Denmark.
Pernille Rosendahl synger stadig og stråler nu smukkere end nogensinde.
På Instagram kan hun ikke skjule sin glæde over, at hun gav politikeren fra Herning en chance:
– Nogle gange finder man kærligheden, der hvor man mindst venter den. Det gjorde vi.
Og 50-årige Pernille Rosendahl hylder også kærligheden til Kristian.
– Hver eneste dag gør han mig glad, bakker mig op og får mig til at grine. Vi har altid gang i 1000 samtaler om alt fra politik og verden omkring os til samtaler om vores indre liv, vores børn, arbejdsliv og drømme.
–Vi har altid været gode til at skabe det samliv der lige præcis passer til os. Ofte er vores løsninger uortodokse.
– De bunder i dejlige frie samtaler, som får os begge til at kigge på verden med nye friske øjne. Den tilgang har vi også til vores bryllup.
–Jeg har ikke fået én vielsesring, men syv (måske de er trukket i en tyggegummiautomat, for “ædelstenene” smitter af), skriver sangerinden og afslutter med en smiley.