Hadi Ka-Koushs skjulte talent: Populær popsanger

Skuespiller, tv-vært og hitmager.
Talenterne står i kø hos 39-årige Hadi Ka-koush, der for nylig overtog roret i TV 2’s populære talkshow “Natholdet”.
– Jeg er virkelig glad for det, siger han om værtsjobbet.
Egentlig er han uddannet skuespiller, og det er også det, der primært har været hans metier, men TV 2’s jobtilbud var et, som han ikke kunne sige nej til.
– Da vi udviklede “Natholdet” til den nye sæson med mig, opstod idéen med VM-sangen. Vi elsker alle sjove og hyggelige sange, så jeg sagde, at jeg gerne ville have at musik fik lov at fylde lidt mere i programmet.

Han skrev derfor 15 sangidéer ned, og en af dem er nu blevet til VM-hittet “Tror Kun På Én Hjulemand”, som “Natholdet” og Christopher står bag.
– Jeg har været med til at skrive idéerne til sangen, og så har Christopher fået et ark og fået at vide, at han skulle fyre den af, forklarer Hadi.
Greb mikrofonen
Det var ikke kun idéerne, han fik liv at stå bag. Da sangen skulle udføres greb han også mikrofonen og sang for. Og det er ikke uvant, at stå med en mikrofon.

Hadi har nemlig en fortid som popsanger i bandet Lagix, som specielt havde succes i Mellemøsten. Det er også her han er fra, da han er født i Abu Dhabi, men da han kom til Danmark i 1989, landede han i Børkop i Østjylland.
Det var også her, han mødte Mazen Ismail, som han dannede bandet med. I 2008 fik de en pladekontrakt i Dubai, og de endte med at rejse rundt i Mellemøsten og optræde med deres musik.

Nu gælder det “Natholdets” og Christophers VM-sang.
– Jeg er fandeme også blevet glad for den, jubler multitalentet.
Nemt og svært
Selv om Hadi Ka-Koush har mange talenter, så var det med en smule nervøsitet og ærefrygt, han sagde ja til at overtaget roret på “Natholdet” fra Anders Breinholt.
– Det har været meget ambivalent at lave. For det har været super nemt og super svært på samme tid.

Jeg har haft nerver, fordi der er så mange seere, og der er mange, der har en holdning til programmet. Det er meget populært og det længst kørende talkshow i Danmark, forklarer værten.
Men når han først sætter sig i værtsstolen og kameraet ruller, så er han sikker på sig selv.
– Så er jeg super tryg og super selvsikker og tænker: “Vi lander, det skal nok blive godt”, lyder det fra Hadi med et smil.

Som skuespiller har han også allerede fået en Reumert som Årets talent i 2011. Men lige nu er det talentet som tv-vært, der får lov at fylde.
– Efter jeg sagde ja til “Natholdet” er der kommet nogle fede ting ind, men jeg har sagt, at jeg er nødt til at holde mit fokus på “Natholdet”. For det skal gøres ordentligt, siger Hadi.
– Jeg skal ikke lave for mange ting, der fylder. Jeg skal kunne dykke ned i det og gøre mit bedste, lyder meldingen.
