Grædefærdig Liv Martine: - Jeg ville ønske, vi var blevet hjemme

Det er højsæson for dårlige rejseoplevelser.
Først var det Szhirley, der havde en skrækkelige uge i Egypten, så var det the Jencels, der blev fanget i helvedes forgård, og nu er det altså Liv Martine, der er blevet ramt af feriegudernes vrede.
Det er i forvejen sin sag at sætte sig ind i et fly, hvor man er spærret inde i ti timer sammen med to små børn.
Men for Bagedyst-vinder Liv Martine, var ferien allerede ødelagt, før den var begyndt.
Det fortæller hun i en række stories på Instagram.
- Jeg har ægte lyst til at græde, indleder hun. Og tårerne får da også frit løb i timerne efter.
I flere uger har hun glædet sig til familieferien, der går til Thailand. Den første etape gik fra Aalborg Lufthavn til Københavns Lufthavn.

Men flyet fra nordens Paris var halvanden time forsinket, hvilket gjorde det umuligt for Liv Martine, hendes mand Mads Niemann og deres to små drenge Frode og Luis at nå flyet videre mod Thailand.
14:57 boardede de langt om længe flyet i Aalborg, men deres fly afgik fra Københavns Lufthavn blot 18 minutter senere.
Det betød et fire timers langt stop i Wien for den lille familie på fire.
I den østrigske hovedstad gav kagekonen en statusopdatering af den mindre glædelige slags.
- Jeg har grædt over for rigtig meget flypersonale. Nu har jeg fået en bassinet til Luis i de næste ti timer, men sidder uden Mads og Frode på hele turen, skrev hun i sin story.
Men tårekanalernes strøm stoppede ikke der.
I den næste story toner hun frem med forgrædte øjne og et opgivende sind.
- Lige nu ville jeg faktisk ønske, at vi var blevet hjemme. Vores bagage er ikke med – vi skal sidde hver for sig i ti timer. Jeg er mere træt end træt, skriver lyder det fra Liv.
Om familien er kommet helskindet gennem turen og trods alt kommer til at nyde ferien i troperne, når blikdåsen er landet i Thailand, vil tiden vise.