Gevinsten er afsløret: Thomas Blachman satte prisen for højt
I sidste uge kunne SE og HØR afsløre, at Thomas Blachman har solgt sit 113 kvadratmeter store sommerhus i kendisserne foretrukne ferieparadis Tisvildeleje.
Jazztrommeslageren har ad flere omgange forsøgt at komme af med ferieperlen, og i september forsøgte han sig med en prisstigning.
Han forlangte slet og ret 500.000 kr. mere for huset, end da han første gang satte det på markedet i 2020.
3.895.000 viste sig dog at være i overkanten.
Salget er netop blevet tinglyst, og af skødet fremgår det, at den nye ejer har presset prisen 45.000 kr. ned.
Blachman betalte selv to mio. i 2017 og kan nu køre fra Tisvildeleje med 1.850.000 kroner mere på lommen.
Toværelses på Papirøen
Det er ikke den eneste bolighandel, Blachman har foretaget i dette efterår.
Forleden kunne SE og HØR fortælle, at han og Julia Werup har købt en toværelses lejlighed i det spritnye københavnerkvarter Papirøen.
Lejligheden har to værelser, og boligarealet lyder på beskedne 42 kvadratmeter. Jazztrommeslageren og Julia har splittet regningen for den nye residens, som ligger i Operatårnet, på 5,5 mio. kr. - lige et par millioner mere, end han forlangte for sommerhuset.