Kendte2 timer siden

Fra druk til ikon: Robert Redford hadede at være hot

Hollywood-ikonet ville meget hellere tale om politik og skuespil end sit flotte udseende
Miljøaktivisten Redford blev der lyttet til. Også da han holdt tale for FN og den daværende generalsekretær Ban Ki-moon for 10 år siden.
Miljøaktivisten Redford blev der lyttet til. Også da han holdt tale for FN og den daværende generalsekretær Ban Ki-moon for 10 år siden.
 Foto: AFP PHOTO / TIMOTHY A. CLARY Timothy A. CLARY / AFP

LÆS OGSÅ: Robert Redford er død

Man kan jo ikke gøre for, at man har charme – men derfor behøver man jo ikke at være glad for det.

Og for Robert Redford, der i sidste uge døde i sit hjem efter 89 smukke år på jorden, var det evige fokus på hans dametække og indtagende udseende en hæmsko for den karriere, han drømte om.

Godt nok var udseendet en af grundene til, at Robert Redford i starten af 60’erne overhovedet kom ind i Hollywoods varmeste studier, men efter at have indtaget adskillige store roller, blev det for meget at have et image som filmens glamourøse førsteelsker. Robert ville have dybere og mere spændende og komplekse roller.

- Jeg har aldrig tænkt på mig selv som en glamourøs fyr, en flot fyr, noget af det. Pludselig er der det her image. Og det gør mig nervøs, fordi det afholder folk fra at dømme mig på min indsats.

Så det her glamourøse image kan være et handicap. Noget lort, sagde han i et interview i 1974, og så handlede han derefter: Store roller blev afvist, og i 1980 debuterede han som instruktør med ”Ordinary People”.

I 2016 modtog Redford den højeste civile orden ”presidential medal of freedom” af Barack Obama.
I 2016 modtog Redford den højeste civile orden ”presidential medal of freedom” af Barack Obama.
 Foto: SAUL LOEB / AFP

Pludselig stod han med sin første Oscar i hånden og så, at verden lå for hans fødder.

Derfor kastede Redford sig ind i en politisk kamp, da han i 1985 ringede til tv-programmet ”60 Minutes” og inviterede dem til hans elskede Utah, hvor han kunne forudse, at der ville blive store problemer.

Et nyt kulkraftværk var under opsejling i særligt naturskønne omgivelser, og Redford så en miljøkatastrofe for sig. Hans mediekampagne var årsag til, at planerne blev forpurret, og i 90’erne blev området endda fredet.

- Jeg kan ikke stoppe med at græde, lød det fra Jane Fonda, 87, efter hun havde hørt, at hendes gamle kollega var gået bort.
- Jeg kan ikke stoppe med at græde, lød det fra Jane Fonda, 87, efter hun havde hørt, at hendes gamle kollega var gået bort.
 Foto: AP Photo/Columbia Pictures

Da Jimmy Carter forsøgte at vinde præsidentvalget mod Gerald Ford, var Redford også en af de aktive bag kampagnen, og hjalp kandidaten med at klare sig igennem tv-debatterne.

- Jeg anede ikke, hvad helvede jeg skulle gøre.

- Så kom Robert Redford, satte sig på gulvet og så øvede vi os på emnerne igen og igen, fortalte valgets sejrherre mange år senere.

- En af løverne er gået videre, siger Meryl Streep , 76, som i 1985 havde den nemme opgave at spille forelsket i Redford i filmen ”Mit Afrika”.
- En af løverne er gået videre, siger Meryl Streep , 76, som i 1985 havde den nemme opgave at spille forelsket i Redford i filmen ”Mit Afrika”.
 Foto: CAP/NFS

Børnene var bedst

Som helt ung var der ellers ikke tegn på, at den flotte fyr skulle blive til noget særligt. Da han begyndte på universitetet, døde hans mor, og Robert begyndte at drikke – og mistede sin plads på uddannelsen. I stedet fik han job som arbejdsmand i olieindustrien, og efter noget tid brugte han sine sparepenge på en tur til Europa.

Da han kom tilbage, var retningen klar: Redford ville være skuespiller, også selv om det betød, at han måtte lægge sin store generthed til side.

To gange blev det til en Oscar, men aldrig for sit skuespil – her i 1981 med titlen som bedste instruktør og igen i 2002 en æres-Oscar for sit arbejde for filmindustrien gennem årene.
To gange blev det til en Oscar, men aldrig for sit skuespil – her i 1981 med titlen som bedste instruktør og igen i 2002 en æres-Oscar for sit arbejde for filmindustrien gennem årene.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Drømmen lykkedes – lige som han fandt sin første store kærlighed i Lola van Wagenen, som fødte parrets fire børn. Den første, en dreng, døde som spæd, og en anden søn døde i 2020.

Robert Redford efterlader sig sin kone nummer to, den tyske kunstner Sibylle Szaggars, sine to døtre og syv børnebørn. Og netop familien var hans store glæde, fortalte han i et af de sidste, store interview med ham.

- Jeg har lavet nogle interessante film, og jeg har været meget tilfreds med mit arbejde, men hvis nogen spurgte mig: ”Hvad er din største præstation?”, ville jeg svare: ”Børnene. De er det bedste i mit liv”.

Sammen med Paul Newman havde Redford et forrygende samarbejde i 70’erne - og de to dygtige skuespillere fik også kvinderne til at gå en ekstra gang i biografen.
Sammen med Paul Newman havde Redford et forrygende samarbejde i 70’erne - og de to dygtige skuespillere fik også kvinderne til at gå en ekstra gang i biografen.
 Foto: AF Archive

Sponsoreret indhold