Kendte8. februar 2023

Fra Blachman til Rasted: Her er Mai Manniches mystiske mænd

Smykkedesigner Mai Manniches kærlighedsliv er alt andet end kedeligt. SE og HØR opruller højdepunkter her
Mai Manniche nyder udsigten fra den sidste lejlighed, der blev besøgt. Her er vi ude i Nordhavnen i København
Mai Manniches kærlighedsliv er yderst kulørt.
 Foto: Dan Mariegaard

Der er blevet skrevet spalte op og spalte ned om Mai Manniches kærlighedsliv.

Senest har hun været involveret i et trekantsdrama, der i sandhed overgår selv den mest veludviklede fantasi.

Som SE og HØR i aftes kunne afsløre, var hun over en periode på halvandet år i et forhold til erhvervsmanden Nicolai Peitersen, som i offentligheden var kendt som grevinde Alexandras kæreste.

Da det gik op for de to damer, at Peitersen spillede på to heste, gik han fra ombejlet til single på et splitsekund.

Men det er langt fra den eneste gang Mai Manniches kærlighedsliv er blevet beskrevet i medierne. Den skandaleombruste smykkedesigner

Vi skal tilbage til 2020, hvor SE og HØR for alvor begyndte at interessere sig for mændene i Manniches liv.

Dengang hævdede hun således i et Facebook-opslag, at hun havde haft en relation til to kendte mænd, som begge havde endt med at knuse hendes hjerte.

Den ene var ”X Factor”-dommer Thomas Blachman og den anden Aqua-stjerne Søren Rasted.

- Den første med Thomas Blachmann, der gik fra at jeg var jordens mest fantastiske kvinde, til jordens mest sindssyge kvinde - på to uger. Selvsagt hårdt, men det der kom efterfølgende har nok været det hårdeste for mig længe, beskrev Mai i opslaget og fortalte dernæst om sin relation til Søren Rasted, som var det der for alvor knuste hendes hjerte.

Thomas Blachman bekræftede modvilligt, at han havde været på én date med Mai Manniche, og mere var der ikke i det.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/blachman_1.jpg
 (Foto: Mikael Rieck)

Men det fik blot Mai til at lukke yderligere op for godteposen, og JewlsCPH-indehaveren gik derefter i detaljer og kunne berette, at hun både havde spist middag med ham ude og sågar været hjemme hos ham på husbåden, hvor den rapkæftede trommeslager diskede op med sushi og endda havde købt en buket hvide roser til hende.

Noget, Blachman ikke just var begejstret for at tale om, da SE og HØR spurgte ind til den hedengangne romance.

– Hold nu kæft. Det er jo absurd. Jeg var single – det var marts 2018, slut. Hvad fanden er problemet? Jesus Christ!

Har I heller ikke haft sex?

– Nej, det har vi fandme ikke.

Hun har heller ikke været med nede på båden?

– Nej ... jo ... en gang ... middag ..., erkendte Blachman over for SE og HØR.

– Det er fucking under min værdighed det her. Det er under mit niveau, lød interviewet med Blachman i 2020.

Afviste ikke

Mens Mai beskrev to to uger med Thomas Blachman som vanvittige var det en mere følelsesladet beretning om relationen til Rasted, som kom ind i hendes liv, da hendes mor, læge Vibeke Manniche, skrev en artikel om cannabidiol.

- Pludselig var Søren en del af mit liv, vi så hinanden to gange, men snakkede sammen meget hen over de næste mange, mange, mange måneder. Jeg vil ikke kalde det et forhold, og jeg ved ikke den dag i dag, hvad det var. Men jeg ved, jeg var forelsket, og han betød meget for mig. Jeg følte, han forstod mig, skrev hun om Rasted.

Modsat Blachman havde Søren Rasted ikke mange ord at berette om Mais opslag.

- Ingen kommentarer, lød det i første omgang fra Søren Rasted, da SE og HØR kort efter mødte ham i forbindelse med et arrangement.

Derefter kom der dog en lille smule information fra musikeren.

- Jeg har læst det. Men ingen kommentarer.

Hemmelig kæreste

Siden har Mai Manniche haft forskellige mænd i sit liv, men hun har undladt at nævne dem ved navn, når pressen nysgerrigt har spurgt ind til hendes kærlighedsliv.

- Hvem han er, holder jeg lidt for mig selv endnu, synes at være standardsvaret fra skandaledesigneren.

Sådan lød det også i september 2021, som ifølge kalenderen passer med, da hun mødte Nicolai Peitersen for halvandet år siden.

Dengang ville hun dog gerne afsløre, at de havde mødt hinanden på kendissernes fortrukne datingapp Raya.

I slutningen af januar afslørede Mai Manniche i et opslag på Instagram, at hun var blevet svindlet gennem halvandet år.

– Det er en hård omgang at finde ud af, at man har været i et forhold med en mand, der har levet et dobbeltliv gennem halvandet år. Han har bedraget både mig og en anden kvinde og er blevet afsløret, forklarer Mai til SE og HØR.

Siden kom det frem, at manden var Nicolai Peitersen, og den anden kvinde var grevinde Alexandra.

Mai har ingenlunde opgivet troen på kærligheden og har nu oprettet en profil på Tinder, hvor hun er blevet bestormet af likes. Det sidste kapitel i Mai Manniches kærlighedsliv er med andre ord ikke skrevet.

Sponsoreret indhold