Kendte1. marts 2021

Forbigået i nat: Derfor kan de stadig vinde

Thomas Vinterbergs film "Druk" blev forbigået ved årets Golden Globes-prisuddeling i USA.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/_mho6706.jpg
 Foto: Martin Høien

Selvom Thomas Vinterberg og resten af "Druk"-holdet ikke tog en Golden Globe-statuette med hjem i nat, er der måske alligevel chancer for filmen, når Oscar-priserne skal uddeles til april.

Golden Globes 2021 blev uddelt fra både New York City og Los Angeles, hvor værterne Tina Fey og Amy Poehler styrede showet på en helt anderledes og virtuel måde. Normalt plejer festen være i januar, hvor hele Hollywood ruller den røde løber ud og fejrer både TV og filmbranchen i dagevis. Sådan blev det naturligvis ikke på grund af corona, og i år var festen var skubbet over en måned frem i kalenderen i håb om bedre tider. Men pandemien trækker ud - også i USA.

Thomas Vinterberg scorede ikke en pris, selvom "Druk" - der på engelsk hedder "Another round" - i månedsvis har lignet en film med store vinderchancer. Prisen for bedste udenlandske film gik i stedet til den amerikansk-koranske "Minari", der lige nu rider på en bølge af buzz i Hollywood. Normalt er det sådan, at Golden Globe-prisen giver et fingerpeg om chancerne til Oscar'en, men sådan bliver det måske ikke i år. Hollywoods allerstørste prisfest er også skubbet frem i kalenderen og bliver først uddelt den 25. april - underlagt tunge coronarestriktioner.

Men Vinterbergs største konkurrent, "Minari", bliver måske slet ikke en trussel til Oscar'en, fordi den kan ende med at blive nomineret i hovedkategorien for bedste film, og dermed forsvinder den fra kategorien for bedste udenlandske film. Den eneste grund til, at "Minari" kunne konkurrere mod "Druk" til Golden Globes var, at den blev kategoriset som udenlandsk, selvom den er produceret i USA. Hollywood Foreign Press Association, der uddeler Golden Globes, har nemlig en regel om, at en film kan kategoriseres som udenlandsk, hvis det meste af dialogen foregår på et ikke-engelsk sprog. Og "Minari" foregår mest på koreansk.

Men den regel har det amerikanske filmakademi ikke. Det kan betyde, at "Minari" ryger direkte ind i hovedkategorien til Oscar-prisen. Og det baner måske vejen for "Druk"-filmens vinderchancer i den udenlandske kategori. Det amerikanske filmakademi har endnu ikke afsløret de nominerede til den 93. udgave af verdens mest eftertragede filmpris. Det sker den 15. marts.

Indtil da holder Thomas Vinterberg, Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen og Magnus Milang vejret.

Sponsoreret indhold