Kendte 27. september 2017

Otto blev tortureret ihjel i Nordkorea: Forældre afslører skræmmende detaljer

Amerikanske Otto Warmbier blev i juni frigivet af de nordkoreanske myndigheder efter at være tilbragt halvandet år i en nordkoreansk fangelejr. Den 22-årige døde få dage senere – hans forældre er ikke i tvivl om, at han blev tortureret ihjel, og i et nyt interview giver de nu nye og skræmmende detaljer om deres søns tilstand, da han vendte hjem til USA
(Foto: All Over)

Den 22-årige studerende Otto Warmbier vendte i juni i år tilbage til USA efter at have tilbragt halvandet år i en nordkoreansk fangelejr.

Hans forældre Fred og Cindy Warmbier, fra Cincinatti, Ohio, stod klar i Lunken Airport, da deres søn vendte hjem 13. juni i år - men de var ikke forberedte på dét syn, de blev mødt af.

Forældrene havde fået fortalt, at deres søn lå i koma, men de havde ikke regnet med, at hans tilstand var så alvorlig, som den var.

Det fortæller Fred og Cindy Warmbier i deres første interview efter sønnens død 19. juni.

Til Fox News fortæller forældreparret, at de kunne høre umenneskelige skrig fra det fly, som han blev transporteret hjem i. Skrigene stammede fra deres søn, som hulkede og fremstammede mærkelige lyde, mens han lå og vred sig på en båre – til trods for, at han lå i koma.

- Otto var klippet helt kort. Han havde slanger ud af næsen. Han stirrede tomt ud i luften og vred sig voldsomt rundt. Han var blind. Han var døv. Da vi kiggede på ham og forsøgte at trøste ham, så det ud til, at en eller anden havde taget en tang og ommøbleret tænderne i undermunden, siger Fred Warmbier til Fox News.

Otto i retten. Se flere fotos i bunden af artiklen. Foto: All Over

Otto Warmbier blev 2. januar 2016 anholdt og samme måned idømt 15 års strafarbejde af den nordkoreanske højesteret for at have stjålet en politisk plakat fra et hotel i landets hovedstad, Pyongyang.

I retten erkendte en grædende og rystende Otto Warmbier at have taget plakaten – og han kaldte det for ”den værste beslutning i hele sit liv”.

Han bad den nordkoreanske højesteret om at tage hensyn til hans familie, men endte altså alligevel med en hård straf på 15 års hårdt arbejde.

Siden strafudmålingen har ingen set Otto Warmbier, før at han i juni blev løsladt på baggrund af ”humanitære årsager”.

De amerikanske læger har konkluderet, at Otto Warmbier var svært hjerneskadet, da hans vendte hjem til USA. Han befandt sig ifølge flere medier i en vegetativ tilstand ude at stand til at kommunikere med omverdenen.

Hans forældre havde dog håbet, at han kunne hjælpes og reddes.

- Vi havde håbet – vi er jo optimister – at Otto ville sove og måske befinde sig i en medicinsk koma, og når vores læger ville behandle ham og give ham den bedste behandling, så ville han klare den, fortæller forældrene i interviewet med Fox News.

Otto Warmbier døde 19. juni på hospitalet omgivet af sin familie.

Den unge studerende læste på universitet i Kina, da han i begyndelsen af januar 2016 valgte at tage en tur til Nordkorea. Foto: All Over

De nordkoreanske myndigheder fastholder, at den unge amerikaner døde som følge af pølseforgiftning under sit fangeophold.

De nægter at have udsat den studerende for tortur eller umenneskelig behandling, men fastholder, at Otto Warmbier blev behandlet efter internationale retningslinjer.

Forældrene er dog overbeviste om, at Otto Warmbier blev tortureret.

- Nordkorea er ikke et offer, de er terrorister. De mishandlede bevidst Otto, udtaler forældrene.

Det var præsident Donald Trump, der fik forhandlet Otto Warmbiers hjemrejse på plads. Præsidenten har ved flere lejligheder fremhævet historien om Otto Warmbier som et eksempel på Nordkoreas brutalitet.

Donald Trump har på Twitter kaldt forældrenes TV-optræden for et 'godt interview'.

- Otto blev tortureret på en ufattelige måde af Nordkorea, skriver præsident Donald Trump på Twitter.

Spændingerne mellem USA og Nordkorea er de seneste dage eskaleret. Senest har Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong Ho, anklaget den amerikanske præsident for at have erklæret krig mod Nordkorea. Det afviser Det Hvide Hus.

Se billeder fra sagen i galleriet herunder:

Otto Warmbier

Sponsoreret indhold