Sad fængslet i Nordkorea: Ung amerikaner død under mystiske omstændigheder

En ung amerikansk universitetsstuderende, der i januar sidste år blev idømt 15 års hårdt straffearbejde i en nordkoreansk fangelejr, er død.

22-årige Otto Warmbier blev i sidste uge løsladt af ”humanitære årsager”, men var i koma, da han blev hentet hjem til sine forældre i Cincinatti, Ohio.

Mandag eftermiddag meddelte hans forældre i en pressemeddelelse, at deres søn var død.

- Det er vores triste pligt at oplyse, at vores søn, Otto Warmbier, har afsluttet sin rejse hjem. Omgivet af sin hengivne familie døde Otto i dag (den 19. juni, red.) klokken 14.20, skriver hans forældre, Fred og Cindy Warmbier, på vegne af hele familie ifølge News.

Den unge studerende læste på universitet i Kina, da han i begyndelsen af januar 2016 valgte at tage en tur til Nordkorea.

2. januar 2016 blev han anholdt og samme måned idømt 15 års strafarbejde af den nordkoreanske højesteret for at have stjålet en politisk plakat fra et hotel i landets hovedstad, Pyongyang.

I retten erkendte en grædende og rystende Otto Warmbier at have taget plakaten – og han kaldte det for ”den værste beslutning i hele sit liv”.

Han bad den nordkoreanske højesteret om at tage hensyn til hans familie, men endte altså alligevel med en hård straf på 15 års hårdt arbejde.

Siden strafudmålingen har ingen set Otto Warmbier, før at han i sidste uge blev løsladt på baggrund af ”humanitære årsager”.

Han var dog ikke ved bevidsthed, da han blev hentet ud af flyet i Lunken Airport tirsdag den 13. juni. Han befandt sig ifølge flere medier i en vegetativ tilstand uden at stand til at kommunikere med omverdenen.

Denne video er angiveligt den sidste video af Otto, før at han blev anholdt i januar 2016.

De nordkoreanske myndigheder har oplyst, at Otto Warmbier har ligget i koma siden marts sidste år, og at det skyldtes, at den unge mand var blevet ramt af botulisme (pølseforgiftning) efter at have spist fordærvet mad og en sovepille.

Den forklaring køber familien dog ikke. De mener i stedet, at Otto Warmbier er død som følge af tortur og umenneskelig behandling i den nordkoreanske fangelejr.

- Hvis man tror på, at botulisme og en sovepille er skyld i komaen, og det gør vi ikke, så er der ikke nogen grund til, at et civiliseret samfund holder det skjult så længe og har nægtet ham den bedste behandling, lød fortalte Fred Warmbier, far til den nu afdøde Otto Warmbier, tidligere på ugen på et pressemøde.

De amerikanske læger har konkluderet, at Otto Warmbier led af alvorlige hjerneskader, da han blev hastet hjem til Ohio. De amerikanske læger har dog ikke fundet den endegyldige årsag til, hvorfor 22-årige Otto Warmbier døde.

Familien har i kølvandet på det tragiske dødsfald takket de ansatte på hospitalet, hvor Otto Warmbier sov ind:

- Vi vil gerne takke de vidunderlige ansatte på universitetshospitalet i Cincinnati, som gjorde alt, hvad de kunne for Otto.

Du kan se billeder fra sagen i galleriet herunder:

Otto Warmbier

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close