Fodboldspillers tragiske skæbne: Myrdet efter selvmål
Alt var ellers lovende. Han var på vej til at skulle spille for AC Milan, der lige havde vundet Champions League. Han skulle giftes med sin forlovede Pamela Cascardo, som skulle flytte med ham til Italien.
Men det endte så tragisk for den 27-årige colombianske forsvarsspiller Andrés Escobar, da han sammen med sine landsholdskammerater drog til VM i fodbold i USA i 1994.
Andrés Escobar var så uheldig at score selvmål og bringe USA foran 1-0 i kampen, som Colombia tabte 1-2.
– Mor, de slår Andrés ihjel, sagde hans niårige nevø, da han så målet på TV hjemme i Medellín. Men Escobars søster María beroligede sin dreng:– Nej, kæreste, folk bliver ikke slået ihjel, fordi de begår fejl. Alle i Colombia elsker Andrés.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Andrés Escobar sendte bolden forbi sin egen målmand Óscar Córdoba ved VM den 22. juni 1994 i Los Angeles. Ti dage senere blev han myrdet. (Foto: All Over Press)
Seks skud i ryggen
Colombia blev slået ud i den indledende runde. Flere af spillerne blev i USA og holdt ferie, men Andrés Escobar ville hjem. Han ville ikke gemme sig.
– Livet slutter ikke her. Vi bliver nødt til at blive ved. Livet kan ikke slutte her. Lige meget hvor svært det er, må vi rejse os igen, skrev han i en klumme i avisen El Tiempo.
Fredag den 1. juli gik han ud i sin hjemby, narkobyen Medellín, hvor han spillede for Atlético Nacional. Omkring halv fire næste morgen forlod han natklubben El Indio og gik ud på parkeringspladsen.
Forinden havde han skændtes med tre mænd om selvmålet, og situationen udviklede sig. En af mændene trak en pistol og skød mod Andrés Escobar, der sad bag rattet i sin bil. Han blev ramt af seks skud i ryggen, og hans liv stod ikke til at redde.
Mange mener, at narkobosser stod bag drabet, der fandt sted ti dage efter selvmålet den 22. juni 1994. De havde satset mange penge på, at Colombia som outsider ville klare sig godt ved VM-slutrunden. Det er dog aldrig opklaret, om det forholder sig sådan.
En mand ved navn Humberto Muñoz Castro, der var bodyguard for to brødre fra et narkokartel, blev kort efter arresteret og tilstod drabet. Han fik 43 års fængsel for mordet, men blev løsladt i 2005 efter at have afsonet 11 år, fordi han havde opført sig godt i fængslet.
Andrés Escobars familie startede efter drabet et projekt, der skulle få børn og unge til at spille fodbold i stedet for at hænge i gaderne og rode sig ud i kriminalitet. For at mindes 20-året for drabet overværede hans søskende alle Colombias kampe ved det seneste VM i Brasilien i 2014.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Drabet på den colombianske spiller blev mindet på mange måder under resten af VM-slutrunden i USA. (Foto: All Over Press)
Mand dræbte konen, da hun slog væk fra fodboldkamp
De blev også dræbt
Andrés Escobar er ikke den eneste fodboldspiller, der er blevet myrdet. Her er nogle af de seneste:
2017:
Landsholdsspiller Amílcar Henríquez, 33, fra Panama blev skudt og dræbt, da han forlod sit hjem i Nuevo Colón. Politiet mente, at gerningsmanden havde gemt sig i huset overfor, klar til at åbne ild, når spilleren kom ud. En forbipasserende blev også dræbt, og en såret.
2015:
Alfredo Pacheco, 33, der har landskamprekorden med 86 kampe for El Salvador, blev skudt og dræbt på en benzinstation i Santa Ana i sit hjemland. Han var på det tidspunkt udelukket på livstid pga. matchfixing og boede med sin familie i USA.
26-årige Arnold Peralta, landsholdsspiller for Honduras og tidligere skotsk mester med Glasgow Rangers, blev skudt og dræbt for øjnene af sin kone på en parkeringsplads i et shoppingcenter i sin hjemby La Ceiba.
2011:
Tre spillere blev skudt og dræbt i Panama. Målmand Eric Luna, 18, foran sit hjem, den tidligere landsholdsangriber Abdul Chiari, 30, på vej til træning og Javier de la Rosa, 21, uden for det stadion, hvor han lige havde spillet kamp og scoret.
Læs meget mere om fodbold og VM i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.