Faustix skulle have spillet for 11.000: - Jeg håber alle er okay

Morten Olsen, der går under kunstnernavnet Faustix, måtte fredag skuffe sine mange fans.
Han skulle have spillet til Køge Festuge, men allerede under Joey Moes koncert besluttede Midt- og Vestjællands Politi i samarbejde med Køge Festuge, at lukke festen ned. (link fjernet)
I en story på Instagram har Faustix reageret på den triste melding fredag aften.
- Jeg er super ked af at måtte aflyse mit show i Køge, indleder han sin story.
- Jeg er ikke blevet informeret om andet end at Køge Festuge har sagt tak for i aften, skriver han.
Ifølge Køge Festuges Facebook var det et stor pres fra de omkringliggende gader, der udløste aflysningen.
- Da trykket fra de omkringliggende gader har været for voldsomt, er sikkerhedsvurderingen, at det er mest forsvarligt at lukke festivalpladsen ned.
- Det er udelukkende af hensyn til vores gæsters sikkerhed. Ved at tage denne beslutning udviser vi rettidigt omhu, skriver de.
Midt- og Vestsjællands Politi skriver i en pressemeddelelse, at arrangørerne omkring klokken 20.30 valgte at slukke for musikken og lukke festen resten af aftenen. Beslutningen skete midt i en koncert med Joey Moe, der også reagerede fredag aften.
- De mange mennesker medførte en presset situation, hvor det var svært for de personer, der var inde på pladsen, at komme ud, og mange kunne ikke komme væk fra stedet, skriver politiet.
- Vi forsøgte efter bedste evne at få ro på situationen, og arrangørerne valgte at åbne nødudgangene fra pladsen for at give folk mulighed for at komme væk, siger vicepolitiinspektør Søren Danielsen.
Ifølge politiet var der cirka 11.000 personer inde på pladsen på daværende tidspunkt, mens omkring 2000 personer stod udenfor og forsøgte at komme ind i parken. Faustix skulle have spillet kl. 22.45.