Kendte22. december 2022

Fans ellevilde: Thomas Helmig vender tilbage til scenen

”Den jeg elsker”-sanger Thomas Helmig er blevet mødt af en regulær lovestorm, efter han offentliggjorde turnéplaner
Thomas Helmig på Orange Scene under Roskilde Festival fredag den 01. juli 2022. 
Thomas Helmig leverer altid de vildeste shows. Til sommer gør han det igen.
 Foto: Torben Christensen, Ritzau Scanpix

Det er ikke længe siden, Thomas Helmig måtte begrave sit yngste og elskede barn, Hugo Helmig.

Da han og Renée Toft Simonsen offentliggjorde nyheden om det tragiske tab, strømmede det ind med hilsner fra nær og fjern.

Det gør det også nu, hvor popikonet på Facebook har offentliggjort, at han til sommer igen står på scenen og synger sine udødelige klassikere som ”Stupid Man” og ”Jeg tager Imod”.

26. maj starter han i Herning og slutter tre måneder senere i Viborg.

Det er lige dele begejstring og omsorg, der strømmer ind i kommentarfeltet i hundredvis.

- Sådan, Helmig. Vi glæder os til sommer 12, skriver en.

- I kommer til at mærke varme og omsorgsfuld karma fra The Janes, skriver en anden.

- Fantastisk, Thomas. Pas godt på dig selv og din skønne familie. Glæder mig til sommer 2023, lyder det fra en tredje, mens en fjerde skriver:

- Fantastisk, Thomas. Skønt, du er på i denne vildt tragiske tid.

Og sådan fortsætter det derned ad.

På sociale medier har familien fortsat med at skildre hverdagen efter det tragiske tab. Forleden rundede Ulrikke Toft Simonsens og Lord Sivas datter Norma 1 år. En begivenhed, de måtte fejre uden onkel Hugo.

Det betyder langt fra, at den yngste i børneflokken bliver glemt. Forleden afslørede Hugos søstre Ida-Marie Helmig og Ulrikke således, at de havde været hos tatovøren og fået foreviget et minde om deres lillebror.

På henholdsvis armen og skulderbladet har de to søstre således fået skrevet Hugo til minde om deres lillebror, som kun blev 24 år.

Sponsoreret indhold