Frankrig i chok: Familie på fire banket ihjel med koben

(Foto: All Over)

I midten af februar forsvandt en hel fransk familie på fire sporløst fra deres hjem nær Nantes i det vestlige Frankrig.

De franske myndigheder har fra begyndelsen mistænkt, at der lå en forbrydelse bag familien Troadecs forsvinden. I familiens hjem i Orvault fandt man således blodspor flere steder i huset – blandt andet på trappen og på en mobiltelefon.

Og nu har myndighederne så formentlig fundet resterne af familien, der bestod af 49-årige Pascal Troadec, hans kone Birgitte Troadec samt deres to børn, Sébastien på 21 år og Charlotte på 18 år.

Ved en gård i Pont-de-Buis-les-Quimerch har politiet således fundet flere ligdele, der formentlig tilhører familien. På gården har man også fundet smykker, der tilhører familien Troadec.

Det skriver det amerikanske medie BBC.

Fundet sker blot få dage efter, at familiens ekssvoger Hubert Caouissin overfor politiet har indrømmet, at han har banket de fire familiemedlemmer til døde med et koben. Gården, hvor ligdelene og smykkerne blev fundet, tilhører Hubert Caouissin.

Ligdelene er endnu ikke blevet identificeret, og politiet kan på nuværende tidspunkt ikke be- eller afkræfte, om der er tale om den myrdede Troadec-familie.

Hubert Caouissin har i sine afhøringer forklaret, at han myrdede familien den 16. februar, efter at han havde udspioneret familien gennem familiens vindue med hjælp fra et stetoskop.

Samme aften brød han ind i familiens hjem for at stjæle en nøgle. Ifølge Hubert Caouissin udbrød der slåskamp mellem Hubert Caouissin og 49-årige Pascal Troadec. Ekssvogeren slog herefter familiefaderen ihjel, før at han også tog livet af Birgitte Troadec samt 21-årige Sébastien og 18-årige Charlotte.

Alle fire blev banket ihjel med et koben.

Efter sin udåd valgte Hubert Caouissin at partere ligene, og over for politiet har han indrømmet, at han har begravet enkelte af ligdelene, mens han har brændt andre dele.

Politiet er lige nu ved at undersøge, om ligdelene på gården i Pont-de-Buis-les-Quimerch tilhører familien Troadec.

Hubert Caouissin er ikke tidligere straffet, men risikerer en livstidsdom, hvis han bliver kendt skyldig.

Motivet er ifølge et andet familiemedlem arvestrid.

Du kan se billeder fra sagen herunder:

Fransk familie (Troadec) myrdet med koben

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close