Fængselsbetjente raser på "Huset": - Ingen har været glade for den

LÆS OGSÅ: Kommer der endnu en sæson af "Huset"? Her er DR's svar
Hver dag står de op og udfører det arbejde, der lige nu er ved at blive portrætteret i DR's uhyre populære serie "Huset", som allerede har vundet en fornem pris.
De kender hverdagen som fængselsbetjent bedre end nogen anden, og de er bestemt ikke glade for, hvordan DR vælger at vise jobbet i bedste sendetid.

Det skriver Politiken, der har talt med flere fængselsbetjente.
En af dem, de har talt med, er Ina Eliasen. Hun er direktør for Kriminalforsorgen - derfor er hun øverste chef for alle danske fængselsbetjente.
- Der er ingen fængselsbetjente, der har været glade for den måde, serien fremstiller fængselsbetjente på. De kan slet ikke genkende sig selv i den. Så det har været voldsomt for dem, siger hun.

Selv fik hun lov til at se et uddrag af serien, før den blev sendt, og det fik hende til at sende en mail til samtlige ansatte, hvor hun beskrev, at de nok skulle forberede sig på, at serien ville tegne et skidt billede af jobbet som fængselsbetjent.
Hun fortæller, at hendes kolleger reagerede på to måder. Der var dem, der synes, deres job blev vist på en negativ måde. Og så var der dem, der egentlig var enige i den negative fremtoning, men som så det som en mulighed for at tale om de mange fordomme, mange mennesker ifølge Ina Eliasen har om jobbet.
Faktisk har Kriminalforsorgen nu valgt at invitere danskerne ind i virkelighedens fængsel, så det ikke kun er en dramaserie, der skal forme folks syn på det arbejde, der bliver udført bag de høje mure.
- Mange har en forestilling om, hvad en fængselsbetjent laver. Nogle forestillinger bygger på input fra fiktionens verden – serier, film og bøger. Andre fra historier til middagsselskaber. Men faktum er, at meget få har et retvisende billede, fordi vi befinder os bag høje mure, og de færreste har set et fængsel indefra, forklarer Ina Eliasen.
