DR-serien "Huset" vinder fornem pris
LÆS OGSÅ: Under huden på Dan Boie fra "Huset": Slap fri af stofferne
Det er ikke kun danskerne, der er vilde med Sofie Gråbøl-serien "Huset".
I Italien kan den seneste dramaserie fra Danmarks Radio tilsyneladende også noget.
Fredag aften blev DR overrakt en Pris Italia-pris i forbindelse med prisuddelingen i den syditalienske by Bari.
"Huset" formåede at slå både den italienske dramaserie "Esterno notte", ligesom Kate Winslet og den britiske "I Am Ruth" også måtte acceptere nederlag til team Danmark.
Nyheden om den fine pris har da også resulteret i jubel på DR's fiktionsafdeling.
- Jeg er utrolig stolt over, at denne både vigtige og barske serie har vundet en Prix Italia. Det er en anerkendelse, der understreger vigtigheden af at producere modige serier, der sætter vores velfærdsstat og os selv til debat, siger DR's fiktionschef Henriette Marienlund i en pressemeddelelse.
Prix Italia er en af de ældste og mest prestigefulde mediepriser, som er blevet uddelt siden 1948, og i dag bliver der uddelt priser både til radio-, TV- og netproduktioner.
Det er Kim Fupz Aakeson, der sammen med instruktørerne Frederik Louis Hviid og Michael Noer har skabt "Huset", hvor stjerner som Youssef Wayne Hvidtfeldt, David Dencik, Sofie Gråbøl og Charlotte Fich medvirker.
"Huset" kan streames på DRTV.