Kendte4. februar 2023

Esben Dalgaard og Andrea Elisabeth Rudolph modtager fornem pris: – Det er så rørende

Cremedronningen og den danske skuespiller har begge talt åbent og ærligt om deres kræftforløb, og derfor hyldes de nu med Kræftens Bekæmpelses Hæderspris
Det er 12. gang, Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris på 50.000 kr. 
Det er 12. gang, Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris på 50.000 kr.
 Foto: Kræftens Bekæmpelse

Det er ingen hemmelighed, at både Esben Dalgaard og Andrea Elisabeth Rudolph har kæmpet med alvorlig kræft.

Stjerneskuespilleren og cremedronningen har nemlig begge brugt deres sociale medier til at fortælle åbent og ærligt om deres individuelle forløb, og det har nu resulteret i, at de har modtaget en fornem pris – nemlig Kræftens Bekæmpelses hæderspris.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Hædersprisen uddeles til de, der har gjort en særlig indsats for at bryde tabuet om kræft. Noget, som de danske stjerner i den grad har formået ved at bruge deres stemmer og fortælle om deres personlige erfaringer.

– Både i pressen og på sociale medier insisterer Andrea og Esben på at dele deres barske virkelighed med sårbarhed og humor. De sætter ord på svære tanker og følelser, som alt for mange desværre kan nikke genkendende til, og på den måde sender de et signal om, at ingen er alene eller forkerte, siger Helen Bernt Andersen, der overrakte Hædersprisen lørdag d. 4. februar på international World Cancer Day.

Esben Dalgaard blev diagnosticeret med modermærkekræft tilbage i 2012, og siden har han mindet mænd om at huske at blive tjekket.

– Det er meget overraskende og overvældende (at vinde prisen, red.). Det er kommet bag på mig, at min historie kan være så kraftigt et spejl for andre, og det glæder jeg mig over hver eneste dag. Jeg har oplevet en positiv spiral, hvor jeg får så meget kærlighed tilbage. Det ønsker jeg også for andre, der bliver syge, siger Esben Dalgaard.

Andrea Elisabeth Rudolph, der blev erklæret kræftfri i 2021, er da også meget overvældet over at modtage prisen.

– Det er så rørende og fantastisk. Det føles på en måde lidt underligt at få sådan en pris, men det er dejligt, at det vi har sagt og fortalt har kunnet bruges af andre, men jeg har også fået rigtig meget tilbage. Det vil jeg gerne sige tusind tak for, siger Andrea Elisabeth Rudolph.

Det er 12. gang, at Kræftens Bekæmpelse uddeler prisen på 50.000 kroner. Sidste år modtog overlæge og professor på Bispebjerg Hospital Mogens Grønvold og overlæge og professor på Rigshospitalet Per Sjøgren prisen.

Sponsoreret indhold