Kendte 18. december 2021

Enorme sommerhushandler i år: Så meget betaler de rige for fred i ferien

Flere af årets sommerhushandler er blandt de dyreste nogensinde
Foto: Claus Poulsen

Kan du huske historien om Rigmor Zobels nye strandslot? Pris: 16 millioner kroner.

Eller kogekonen Camilla Plum der fik 25 millioner kroner for sin fiskerhytte i Tisvildeleje. Penge, hun tilsyneladende ikke bruger på at holde hygiejnen høj og fødevaremyndighederne fra døren.

I begge tilfælde er der tale om bolighandler, der overraskende nok placerer sig i bunden eller slet ikke kommer på top 10 over de største salg nogensinde af sommer- og fritidshuse.

For en opgørelse, som boligmediet Boliga.dk netop har lavet, afslører nemlig, at flere af de ti største sommerhushandler, der nogensinde er foretaget i Danmark, har fundet sted i netop 2021.

Og som du kan se på listen herunder, skal der en solid pengepung til for at være med i det ræs:

10 STØRSTE SOMMERHUSHANDLER

Sådan ser den imponerende liste ud over de største handler nogensinde:

1 - Kystvej 32, Hornbæk, 40.000.000 kr. - i år

2 - Kystvej 32, Hornbæk, 36.000.000 kr.

3 - Strandvejen 13, Tisvildeleje, 35.000.000 kr. - i år 

4 - Kystvej 44A, Hornbæk, 32.500.000 kr.

5 - Kullavej 12, Hornbæk, 32.500.000 kr.

6 - Østerled 13, Tisvildeleje, 31.500.000 kr. - i år

7 - Østerled 9, Tisvildeleje, 28.240.000 kr.

8 - Hotelbakken 11, Tisvildeleje, 26.500.000 kr. - i år

9 - Rudolf Tegnersvej 18, Hornbæk, 25.000.000 kr. - i år

10 - Ved Stranden 7, Tisvildeleje, 25.000.000 kr. - i år

OBS: Boliga.dk har opgjort de dyreste sommerhushandler foretaget siden 1992 i almindeligt frit salg. Der er kun medtaget handler, Boliga.dk har kunnet verificere som reelle hushandler, og som er tinglyst pr. 29. november 2021. Gennemsnitlige salgskvadratmeterpriser er opgjort pr. 1. oktober 2021. 

Rekord på rekord

Rekorden gælder ikke mindst for det dyreste sommerhus, der nogensinde er solgt i Danmark – det slog nemlig sidst på foråret sin egen rekord fra 2007, hvor Hornbæk-fritidshuset blev solgt for 36 millioner kroner.

I år skulle der dog fire millioner kroner mere til at få navn på skødet, og dermed kan sommerhuset på Kystvej 32 endnu en gang kalde sig landets dyreste til en pris på 40 millioner kroner.

To byer rydder bulen

Det er i øvrigt to danske kystbyer i Nordsjælland, der snupper alle topplaceringerne.

For mens det altså er den samme adresse i Hornbæk, der både er den dyreste og næstdyreste handel, er det strandvejen i Tisvildeleje med en handel til 35 millioner kroner – også indgået i år – der snupper tredjepladsen på listen over Danmarks største sommerhushandler.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

De resterende syv sommerhushandler fordeler sig med yderligere tre til Hornbæk og fire til Tisvildeleje - og priser der for alle salgenes vedkommende lyder på 25 millioner kroner eller mere.

Hornbæk og Tisvildeleje er da også både i år og traditionelt at finde helt i toppen over de gennemsnitlige kvadratmeterpriser, som sommerhusene handles for.

Det viser salgsprisdata fra Boliga.dk.

Du kan her se, hvor de dyreste sommerhuse er til salg lige nu.

Sponsoreret indhold