Kendte1. juni 2023

Elvira Pitzner er ude af sin skandaleramte virksomhed: - Jeg tjener flere penge andre steder

Under et halvt år tog det for Elvira Pitzner at blive klogere på, hvorvidt hun ville sælge tøj eller ej. Og det blev det sidste
Fra venstre: Thalia Pitzner, Ophelia Pitzner og Elvira Pitzner.
Fra venstre: Thalia Pitzner, Ophelia Pitzner og Elvira Pitzner.
 Foto: Dan Mariegaard

Den 20. juni sidste år lancerede diamantdatteren Elvira Pitzner sit helt eget tøjmærke sammen med makkeren Nejla Klapuh.

Det gjorde de i selskabet Pretty Like You ApS, og nu skulle der altså sælges tøj, som ret hurtigt blev kritiseret for at være stærkt inspireret af kinesiske billigvarer.

Men allerede samme år sluttede tøj-drømmen for kendissen, selvom det først fremgik på CVR-registret 12. maj i år.

For her står der, at hun trådte ud som direktør og ikke længere var en del af ejerkredsen.

Det betyder, at det kun er Nejla Klapuh, der nu styrer tøjmærket.

Det afslører Elvira Pitzner til SE og HØR, da vi fanger hende over telefon:

- Faktisk var det en beslutning, jeg tog sidste år, at jeg gerne ville trække mig.

- Er det ikke ret tidligt at trække sig fra selskabet? Det var jo under et halvt år efter.

- Det gav ikke mening for mig at fortsætte.

- Hvorfor?

- Min energi er bedre tjent andre steder, og jeg tjener flere penge andre steder.

- Er det alene på grund af pengene, du stoppede?

- Det har været et sjovt forløb, og jeg er glad for forløbet.

- Er det alene på grund af pengene, du stoppede?

- Jeg tror, jeg fandt ud af, at forretningen ikke gav mening for mig.

- Er det alene på grund af pengene, du stoppede?

- Jeg ønskede ikke at lave samarbejdet længere.

Elvira Pitzner sad i en lille bil sammen med søsteren Thalia Pitzner på vej til Holland fra Tyskland.

Diamantdatteren er især blevet kendt for at være med i "Diamantfamilien", hvor man følger hele Pitzner-syndikatet i deres daglige gøremål.

SE og HØR har tidligere skrevet om Elvira Pitzner i forbindelse med hendes kærestes anstrenge forhold til Pitzner-familien.

Sponsoreret indhold