Efter massive rygter: Nu bekræfter Chris Evans endelig!

Det er en begivenhedsrig uge for Chris Evans.
Først blev han kåret som verdens mest sexede mand - og nu står han simpelthen også frem med sin nye kæreste efter massive rygter.
Som SE og HØR kunne berette så sent som i går, så har der floreret massive rygter om, at den 41-årige filmstjerne skal have kastet sin kærlighed efter en 16 år yngre skuespillerinde ved navn Alba Baptista.
Ifølge rygterne skal Chris Evans og den 25-årige portugiser have datet i helt op mod et år, men ingen af parterne har bekræftet dette.
Men det sker nu.
Torsdag aften lokal tid valgte de to skuespillere nemlig at gå en tur sammen hånd-i-hånd i Central Park i New York.
Det skriver Page Six.
Ifølge det amerikanske medie holdt Chris Evans godt fast i sin nye kæreste, mens de forsøgte at navigere sig gennem den menneskefyldte park.
De var begge iført solbriller og mundbind, men hvis dette var et forsøg på at skjule sig for paparazzifotografer, lykkedes det altså ikke særlig godt.
Der blev nemlig taget flere billeder af turtelduerne, som efterfølgende er blevet delt massivt på sociale medier.
Page Six skriver, at det nye par ikke virkede super begejstrede over at blive opdaget.
I hvert fald skal de have dukket deres hoveder og forsøgt at skjule sig, da de opdagede, der blev taget billeder af dem.
Det amerikanske medie har været i kontakt med en unavngiven kilde tæt på Chris Evans, der bekræfter forholdet:
- De er meget forelskede, og Chris har aldrig været gladere. Hans familie og venner elsker hende.
Selvom det er første gang, at Chris Evans og Alba Baptista bliver set sammen, så har rygterne om deres forhold kørt i lang tid.
Fans har nemlig længe samlet dokumentation, som de mener har bevist, at de to skuespillere var en ting, selvom ingen af parterne har bekræftet det.
Men nu viser det sig, at deres fans havde ret, og at der er et nyt muligt powerpar i Hollywood.