Massive rygter: Er hun Chris Evans' nye kæreste?

Det er ikke nogen hemmelighed, at Chris Evans er notorisk kendt for at holde sit dating- og kærlighedsliv privat.
Men det betyder ikke, at fans stopper med at snage - og snage er der i den grad blevet gjort.
I hvert fald er der begyndt at florere massive rygter om, at den 41-årige filmstjerne har fået sig en ny kæreste, og at det er den 16 år yngre skuespillerinde Alba Baptista.
Fans har udført et regulært detektivarbejde ved at indsamle massive mængder materiale, som, de mener, beviser forholdet.
Det skriver Cosmopolitan.
Et af "beviserne" stammer fra et opslag på Instagram i slutningen af oktober.
Her delte Chris Evans et billede af to græskar, hvilket man umiddelbart skulle mene var ret uskyldigt.
Men, men, men... skarpe fans opdagede hurtigt, at Alba Baptistas mor kort efter delte præcis det samme billede på sin Instagram-profil.
Da folk begyndte at nævne dette i kommentarfeltet, fjernede moderen billedet og gjorde sin profil privat.
En anden ting, som angiveligt skulle bevise, at Chris Evans og Alba Baptista er et par, er deres relation på sociale medier.
Avengers-stjernen begyndte at følge den 25-årige portugisiske skuespillerinde helt tilbage i 2020, men hun begyndte først at følge ham tilbage i juni 2021.
På det tidspunkt befandt de sig begge i Europa, fordi Chris Evans optog filmen "The Gray Man", mens hun optog sin Netflix-serie "Warrior Nun", og mange spekulerer derfor i, om det var dér, de to begyndte at date.
Efterfølgende er Alba Baptista også begyndt at følge Chris Evans' bror på det sociale medie, hvilket kun har sat endnu mere gang i spekulationerne.
Hvis man som læser ikke er stået af endnu, så er der endnu flere beviser, der taler for et forhold mellem de to skuespillere.
For eksempel bar Chris Evans selv endnu mere brænde på bålet forleden, da han kommenterede et af Alba Baptistas opslag på Instagram.
Se kommentaren herunder (artiklen fortsætter under billedet):

Sidst, men ikke mindst, så mener mange også, at Chris Evans tilbage i januar afslørede, at han var på besøg hos Alba Baptista.
Dengang delte han nemlig en video fra et hotelværelse i Lissabon, som er Alba Baptistas hjemby.
Når alt kommer til alt, så har hverken Chris Evans eller hans måske nye kæreste bekræftet noget som helst.
Men som fans nok vil sige, så har de jo heller ikke benægtet noget, og derfor lever rygterne højst sandsynligt videre i bedste velgående for nu.