Ed Sheeran trækker sig tilbage

Foto: Mega

Efter en lang turné har Ed Sheeran annonceret, at det er tid til en pause. Stjernen har besluttet, at han vil trække sig tilbage for at slappe af og bruge tid sammen med sin barndomskæreste og kone, Cherry Seaborn.

Det annoncerede den rødhårede charmør ved sin seneste - og sidste - optræden.

Det var under koncerten i Ipswich i mandags, at Ed Sheeran delte den for fans meget triste nyhed fra scenekanten.

- Som I måske ved, så har jeg været på Divide-touren i over to år nu. Det her er den sidste koncert på touren. Det er bittersødt. Jeg elsker, at I er her, og at vi slutter touren her i Ipswich, sagde Ed Sheeran ifølge Lad Bible.

- Det her er min sidste koncert de næste 18 måneder.

Ed Sheeran har også tidligere talt om at fokusere på familielivet fremfor musikken.

- Jeg er ved at skabe et liv med Cherry. Jeg kan ikke tilbringe de næste 20 år på turné. Børn ville være noget andet. Dem ville jeg ikke have noget imod at ofre mig for, sagde han i juni.

- Hvis jeg fik at vide, at jeg ikke kunne turnere de næste 10 år, hvis jeg fik børn, så ville det være helt okay, for det er det, jeg er gået ind til. Jeg har allerede opnået mere, end jeg troede, jeg ville, så nu prøver jeg bare at have det sjovt.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close