Det rene vanvid: Her flasher Gigi Hadids datter håndtaske til svimlende beløb

29 millioner dollars og 75 millioner dollars.
Det er så mange penge, det vurderes, at supermodellen Gigi Hadids og sangstjernen Zayn Mailiks respektive formuer lyder på.
Beløb, der i danske kroner løber op på henholdsvis 204 millioner og 401 millioner.
Derfor er der ingen grund til at tro, at det tidligere pars fælles datter, Khai, kommer til at mangle noget som helst.
Alligevel har det dog vakt en smule opsigt, at den blot to år gamle pige forleden flashede en ekstrem dyr håndtaske.
Det skriver Page Six.

Ifølge det amerikanske medie delte 27-årige Gigi Hadid nytårsaften en sjælden story af datteren på Instagram.
- Godt nytår til jer alle. Vi sender jer meget kærlighed og ønsker jer det bedste, skrev hun til billedet, hvor man kunne se den lille pige med tasken rundt om armen.
En guldtaske, der er af mærket Prada, og som koster svimlende 3.700 dollars, hvilket svarer til 26.000 danske kroner.
Et noget voldsomt beløb, når man tænker på, at det vel kun er et års tid siden, at barnet lærte at gå.
Gigi Hadid fødte sin og Zayn Maliks datter i september 2020.
Kendisparret gik dog fra hinanden i oktober 2021 i kølvandet på et dramatisk skænderi mellem sangeren og hans svigermor, Yolanda Hadid.