Kendte7. oktober 2021

Den perfekte julegaveidé? Vibeke Manniche sælger signerede postkort

For 127 kroner (inklusive porto) kan du blive indehaver af et billede af en smilende Manniche, som også har bidraget med corona-citat og kragetæer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vm_0.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Går du og mangler en mandelgave, der med garanti kan få snakken til at gå juleaften, så har den 59-årige læge og erklærede coronaskeptiker Vibeke Manniche en idé.

Du kunne jo eksempelvis købe et af hendes signerede JEWLSCPH-kort med citatet: ”I censurens skygge blegner demokratiet” – efterfulgt at et ”knus” og en autograf.

Selv kalder den kontroversielle læge og forfatter dem for ”demokratikort”.

- Altså, man kan sige, at det væsentlige er citatet. Det er mit eget citat, og det rummer alt det, jeg kan sige om coronakrisen. Alt det, jeg selv har oplevet, og stadig oplever, siger hun til SE og HØR, før hun fortsætter:

- Nemlig at man udelader væsentlige detaljer i historien og ikke gengiver det fulde billede eller lytter til mine faktuelle vurderinger. Det bliver også titlen på min kommende bog.

Gennem hele den danske nedlukning under coronakrisen har Vibeke Manniche – i flere tilfælde i selskab med sin datter smykkedesigneren Mai Manniche – været stærkt kritiske overfor især regeringens restriktioner, teststrategier, nedlukninger og vacciner.

Søndag stod det klart, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde sat lægen under skærpet opsyn.

Vibeke Manniche fortæller i dag til SE og HØR, at hun ser det som ekstrem censur, det som hun har været udsat for.

-Jeg har rigtig mange, der støtter mig. Som i bund og grund har det samme klarsyn som mig. Nemlig at have fokus på fakta og ikke frygt. De har foreslået plakat, men det synes jeg alligevel var lidt i overkanten, indrømmer hun.

Tusindvis af gratis timer

Manniche påstår, at hun har brugt over to tusinde timer – altså over 80 døgn – på gratis arbejde under coronapandemien.

-De timer har jeg brugt på at oplyse folk, og det skal man lige huske, at når de regeringsvenlige ”eksperter” stiller sig frem, så er det jo enten direkte eller indirekte betalt arbejde.

- Så postkortene er i virkeligheden en måde at få nogle penge tilbage i kassen?

- Nej, det kan du ikke sige. Men det er en måde at støtte mig på. Det er jo det samme som mine bøger, man kan købe dem, eller lade være. Det er man trods alt frit stillet for. Men jeg tror, rigtig mange har brug for et minde om denne her vanvittige tid, og der er dagligt folk der skriver til mig hvor meget de har fundet trøst i de ting, jeg har sagt.

- Og så kan man så hænge det minde op på sit køleskab, mener du?

- Ja. Eller have det i gemmerne. Ligesom vi har plakater hængende af dem, vi kan lide. Hvorfor har vi for eksempel – uden sammenligning i øvrigt – billeder af dronningen hængende?

Da SE og HØR taler med Manniche over en skrattende telefonlinje, har hun ikke lige overblik over, nøjagtigt hvor mange postkort hun har solgt indtil videre. Men det er en del, siger hun.

Den ivrigt debatterende læge er ikke nervøs for, om nogen kan finde på at købe kortet og forære det væk i hadegave.

- Den der ler sidst, ler bedst. Hvis der er betalt for det, så er det jo fint, siger hun, før hun tilføjer:

- Men jeg tror, der er mange, der tager fejl af, hvor stor opbakningen til både mig og Mai er. Og hvor stigende, den opbakning er. Vi får stort set ikke hate, og dem der sender den slags, bliver blokeret. Jeg oplever ekstremt meget godhed og venlighed.

Sponsoreret indhold