
Dansk techboss Allan Thygesen køber rækkehus til 32,5 millioner kroner

LÆS OGSÅ: Vild bolighandel: Ung dansker køber hus for 42 millioner
Han bor til daglig i USA i et hus vurderet til mere end 65 millioner kroner.
Men Allan Thygesen skal også have lækre omgivelser, når han er hjemme i Danmark.
Således har han netop smidt 32,5 millioner kroner efter et 216 kvadratmeter stort rækkehus i Hellerup.
Det fremgår af tinglysningen, hvor salget netop er offentliggjort.
Den danske techboss, der har en fortid som Google-chef og i dag er adm. direktør for techvirksomheden Docusign, blev sidste år valgt ind i bestyrelsen for Mærsk.
Børsen har tidligere beskrevet ham som en af de højest placerede danskere i Silicon Valley, hvor han tidligere har haft ansvaret for en tredjedel af Googles omsætning, da han stod for selskabets annonceringsvirksomhed i Nord- og Sydamerika.
Siden 2022 har han været topchef for børsnoterede Docusign, der er en af verdens førende virksomheder inden for elektroniske kontrakter og underskrifter.
Ifølge Maritime Danmark har han været bosat i Californien siden 1986. Men det var ikke, fordi han planlagde at blive i landet, da han først tog turen til USA.
- Jeg tog til USA i 1986 for at deltage i et MBA-program og havde ikke planlagt at blive. Men jeg mødte min amerikanske kone, Terry, på Stanford, og vi besluttede os for at bo i Californien. Vi blev gift i Danmark i 1989 og har boet i den nordlige del af Californien siden da, har han tidligere fortalt til Euroman.
I dag bor han i techområdet Menlo Park, hvor hans hus ifølge offentlige oplysninger er vurderet til 65,5 millioner kroner.
Og mon ikke det går, at han skal nøjes med det halve hjemme i Danmark.
