
Smider ti millioner: Thomas Blachman køber hus alene

LÆS OGSÅ: Blachman raser over rigmandssøn: Han ville slikke min isse!
Thomas Blachman får snart masser af plads at slå sig løs på, hvis han er træt af Papirøen-lejligheden på 42 kvadratmeter, som han i 2023 købte med sin forlovede, Julia Werup.
Han har nemlig fået sit navn på skødet til en villa i Lyngby, som han overtager 1. august.
Det fremgår af tinglysningen, hvor man også kan se, at "X Factor"-dommeren har betalt 10.500.000 kroner for at blive ejer af den arkitekttegnede bolig fra 1964, der ligger tæt på Ermelunden og Dyrehaven.
Sælgerne har ejet det 288 kvadratmeter store hus siden 2014, hvor de betalte 5,9 millioner kroner for at overtage det. Men siden foråret 2023 har de løbende forsøgt at komme af med hjemmet.
Således satte de det til salg i marts 2023 for 11 millioner kroner, inden de to måneder senere sænkede prisen med en halv million. Da det stadig ikke lykkedes at komme af med hjemmet, blev det taget af markedet i januar året efter.

To måneder efter røg boligen dog igen til salg med den samme ønskede pris, men allerede juli samme år blev til salg-skiltet igen hevet op.
Men tredje gang var lykkens gang. I april i år forsøgte parret igen at sælge boligen. De ønskede 10,8 millioner kroner, og denne gang var Thomas Blachman altså hurtigt interesseret.
Allerede den efterfølgende måned - helt præcis 3. maj - indgik han aftale med sælgerne om at købe villaen. Til gengæld fik han et nedslag i prisen på 300.000 kroner.
Køber alene
62-årige Thomas Blachman har smidt de 10,5 millioner kroner alene, fremgår det af skødet.
Han har fortsat adresse i lejligheden på Papirøen, hvor han siden 2023 har boet med sin forlovede, den 24 år yngre Julia Werup, som han har to børn med.
Den 42 kvadratmeter store lejlighed købte de dengang sammen for 5,5 millioner kroner.

Lejligheden er i skrivende stund ikke offentligt til salg, og de har begge adresse i den.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar til huskøbet fra Thomas Blachman, men han er i skrivende stund ikke vendt retur.
