Corona aflyste Thomas Ejes kunstudstilling: Vi nåede det vigtigste

Så glade er de for hinanden, Thomas og Katherine Eje, som kunne fejre kobberbryllup i Spanien.

Så glade er de for hinanden, Thomas og Katherine Eje, som kunne fejre kobberbryllup i Spanien.

(Foto: Jerónimo Alba)

Koncert, kobberbryllup og kunstudstilling!

Sådan var rækkefølgen, da kunstner- og ægteparret Katherine og Thomas Scrivens Eje tidligt på året var en måned på Costa del Sol. Og det begyndte da også godt. Så godt, at de to første K’er – koncerten og kobberbryllup – blev endog særdeles vellykkede.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kys og kærlighed er der masser af hos parret. (Foto: Jerónimo Alba)

Men det sidste – kunstudstillingen – satte coronavirussen en brat stopper for. Lykkeligvis for 54-årige Katherine og syv år ældre Thomas, mens udstillingen endnu var på planlægningsstadiet. Så da den smitsomme sygdom for alvor satte ind i Spanien, et af de hårdest ramte lande i verden, var det britisk-danske ægtepar velbeholdne tilbage i hjemmet i Skovby på Sydals, hvor de nødtvungent måtte afbestille deres flybilletter til ferniseringen i slutningen af marts.

– Selvfølgelig taler vi da om det hver dag, fortæller Thomas.

Hus i Spanien

Det er ikke blot coronafrygten – eller ærgrelsen over den aflyste udstilling, parret taler om. Men i det hele taget om den spanske solkyst, som parret faldt så pladask for, at de hele det næste år har lejet hus i en af de små, idylliske landsbyer øst for Málaga.

– Et spring ud i det uvisse? Jo da! Men der er så dejligt dernede. Så afslappet. Også menneskene – både spanierne og de mange danskere, der har slået sig ned langs middelhavskysten. Og mon ikke nogen af dem kan lide Katherines malerier – ja, måske også min sang? lyder det fra Thomas Eje.

Det sidste behøver han næppe bekymre sig om. Stuvende fuldt hus til hans koncert tidligere på året på spillestedet Peña Bolichera i feriemekkaet Fuengirola viste nemlig, at kystens danske ”klima-emigranter” ikke har glemt Linie 3-veteranen. Han har dog også med årene selv vist så stort talent ved staffeliet, at det ikke blot var Katherines, men også Thomas’ lærreder, gæsterne til den aflyste udstilling på galleriet på Royal Las Brisas Golf Club i velhaveroasen Marbella gik glip af.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Thomas Eje under koncerten på Fuengirola-spillestedet Peña Bolichera, hvor billetterne havde været revet væk i månedsvis. (Foto: Jerónimo Alba)

– Til gengæld bruger vi næsten al tiden her i Sønderjylland i atelieret, så vi har endnu mere at hænge på væggene, når vi senere – meget gerne til efteråret – vender tilbage til Sydspanien, siger Katherine og Thomas med begejstring i stemmen. Og understreger samtidig, at turen til Spanien slet ikke var mislykket.

12½-års kærlighedfest

– Vi nåede nemlig det allervigtigste – at fejre kobberbryllup, siger parret.

For 12½ siden blev de viet i The Little White Chapel i Las Vegas – efter blot at have kendt hinanden i 10 dage. Thomas prøvede dengang – lidt forgæves, indrømmer han – at opbygge en solokarriere. Og rent tilfældigt mødte han Katherine på The Strip – spillebyens berømte hovedstrøg.

– Siden har vi kun nødigt sluppet hinanden af syne. Ja, efter bare to dage på turné med Linie 3 er det en tortur og helt uudholdeligt at undvære Katherine, siger Thomas og tilføjer grinende, at han skam ”elsker” sine to partnere – Preben Kristensen og Anders Bircow.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Katherines 26-årige søn, Richard, sørgede for fyldte glas ved den festlige kobberbryllupsfrokost på restaurant La Sala i Marbella. Til daglig er han ægteparrets højre hånd – bl.a. agent og kurator på parrets galleri i Sønderjylland. (Foto: Jerónimo Alba)

– Katherine og jeg mødte ikke blot den rette, men også på det rette tidspunkt. Og det sidste er det vigtigste af alt, sagde Victor Borge engang. En klog mand. For ret havde han. Vi må simpelt hen bare være sammen. Altid. Jeg tror faktisk, at vi allerede nu har set mere til hinanden end de fleste guldbrudepar.

Så når corona-pandemien forhåbentlig snart er på retur, sætter ægteparret sig i flyet fra Billund til Málaga. Ned til deres nylejede hus, ned til nok en koncert, ned til en ny kunstudstilling, ja, ned til hvad som helst. Og med garanti hånd i hånd. For som de siger i munden på hinanden:

– Alt, hvad vi gør, det gør vi altid sammen!

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close